IMG_3467

Jeg hader det ord. Som barn så jeg et skilt for mig, når jeg tænkte på ordet. Skiltet stod ved en skillevej. Nogle meter nede ad den ene vej stod min mor, og nede ad den anden vej stod min far.

Den dag i dag giver ordet mig stadig gåsehud.

..men nu forstår jeg hvorfor, det kan ende som det nogle gange gør, når man finder sammen, får børn og går hver til sit..

Jeg stod midt i det i går. Klokken var 15.00, men det lignede at uret for længst havde passeret sengetid. Skyerne på himlen var så mørke, at jeg lod lyset brænde i lejligheden, imens jeg ihærdigt prøvede at beskæftige min aldeles trætte, udkørte, og udmattet lille pige. Som sædvanligt ville hun ikke sove lur, og skreg hver gang jeg lagde hende i barnevognen, og prøvede at ruske den frem og tilbage på de få meter vores altan er lang.

Det endte med, at jeg pakkede hende ind i uld, og hjemmestrik og på vej ud af døren støder vi på farmand. Vi får sagt kort hej, og i farten forbi hinanden får jeg sagt “Jeg går tur. Forhåbentlig falder hun i søvn. Handler ind på vej hjem. Laver aftensmad”, min kæreste svarede noget lignende “Okay, jeg gør rent imens”.

Hun faldt hurtigt i søvn til fuglene der sang, og vinden der ruskede i træerne. Gåturen gjorde noget godt for mit hovede. Tankerne flød bedre, og knækket jeg har følt i venstre side af ryggen, fordi hun har hængt for længe på mig, blev pludselig udlignet.

Hun vågnede desværre 30min efter, og var en søvnloppe resten af aftenen. Det hele kuliminerede med, at hun kylede en frikadelle i hovedet på hendes far under aftensmaden i bare arrigskab og søvnsunderskud. Stakkels lille pige. Og stakkels forældre.

Pointen kommer her. I sådanne situationer som beskrevet ovenfor føler alle forældre nok fortvivlelse, nedtrykthed, og måske endda vrede. For vi var begge udkørte. Heldigvis lader vi det ikke gå ud over vores børn, men da hun kastede frikadellen i hovedet på min kæreste, tog jeg mig selv i, at skulle til at skælde ham ud. Dem som kender mig privat ved, at jeg stort set aldrig bliver sur, men alligevel havde jeg lyst til at flejne fuldstændig ud på ham, også selvom han ikke kunne gøre for, at vores datter var træt, stædig, og arrig. Jeg tror bare, at jeg havde lyst til, at skælde ud. Jeg kunne se, at han også havde lyst til at snerre, flejne og skælde ud, så vi sagde derfor ikke et ord til hinanden. Heldigvis.

Det endte med, at jeg knugede hende ind til mig, trøstede, og lagde hende i seng. Uden at hun fik aftensmad, nattøj på eller børstet tænder.

Da hun endelig sov, løb min kæreste ned efter is, og jeg fandt dyner og puder frem, som blev lagt midt på gulvet i stuen, langs med den madras min datter kort forinden havde leget spilopmager på.

Vi faldt omkuld i dunene, spiste isen direkte fra bøtten, og snakkede om, hvor ondt vi til tider kan have af os selv. Det hjalp. Det hjælper bare generelt at have hinanden!