Jeg har eksperimenteret længe med quinoapizza. Her tænker jeg selvfølgelig på selve pizzabunden, der stort set kun består af quinoakerner udover en smule vand, salt og olivenolie.
Quinoapizza med italiensk topping
Jeg vil være fuldstændig ærlig, ligesom jeg altid er herinde og fortælle med det samme, at en quinoapizza langt fra smager som en almindelig tynd, hjemmelavet og italiensk pizzabund på durum- og hvedemel. Dette betyder ikke, at det smager dårligere. Det er blot en helt anden smagsoplevelse, og det skal man huske på, når man laver quinoapizza. Altså ikke at sammenligne det for meget med en traditionel pizza. Det er selvfølgelig let at sige for mig og min familie, der alle både tåler og elsker den glutenholdige version, og derfor spiser det stort set hver eneste fredag. Med det i mente smager quinoapizza nemlig helt fantastisk, fordi jeg aldrig skal undvære noget andet. Hvis jeg derimod havde allergi eller var intolerant overfor gluten, så ville jeg nok savne, en “rigtig” italiensk pizza.
Sunde opskrifter med quinoa: Lasagne med quinoa og aubergine og Vegetarfrikadeller med quinoa
Hjemmelavet quinoa pizzabund
Jeg har flere gange hyldet quinoakerner herinde på min blog, og det er heller ikke lang tid siden, at jeg fik en sød og sjov bemærkning fra en læser om, hvorvidt jeg egentlig spiste andet end quinoa. Det er måske fordi jeg er gravid, at lysten til især vegetariske retter er stor. Og lige præcis til denne kategori, er quinoa bare vandvittig god.
Som tidligere antydet har jeg længe prøvet denne opskrift på quinoapizza af. For at opskriften skal lykkes bedst muligt, så er det utrolig vigtigt, at dejen bliver blendet til en meget ensartet dej uden tekstur. Det vil sige, at de små quinoakerner, skal være blendet fuldstændigt. Derudover kræver det, at man kender sin ovn. Nu har jeg flyttet en del gange på det sidste, og derfor også lavet mad ved brug af flere forskellige ovne. Det er meget tydeligt, at det er forskelligt fra ovn til ovn, hvor lang tid quinoa pizzabunden skal have, så det man skal holde øje med er, at den er sprød og lysebrun i kanterne.
Opskrift på glutenfri quinoapizza
Ingredients
Quinoa pizzabund:
- 200 g kogt, hvid quinoakerner
- 2 dl vand
- 2 spsk olivenolie
- 1 tsk salt
Pizza topping:
- tomat sauce
- 1 bøf mozzarella ost
- 8 stykker parmaskinke
- frisk timian
Instructions
Quinoa pizzabund:
- Kog quinoa som anført på pakken
- Blend quinoa med vand, olivenolie og salt til en fuldstændig ensartet konsistens
- Fordel halvdelen af dejen på en bageplade beklædt med bagepapir og forbag pizzabunden ved 220 graders varme (alm. ovn) i ca. 15min
Pizza topping:
- Tag pizzabunden ud af ovnen og fordel et tyndt lag tomatsauce over pizzaen.
- Drys med ost og parmaskinke
- Bag pizzaen yderligere 30min eller til den er blevet sprød i kanterne
- Drys med frisk timian