Bare at skrive overskriften giver mig myrekryb gennem hele kroppen. “Pletskaldethed” – det er ikke ligefrem et ord, der smager godt på tungen.
Sagen er den, at mit hår egentlig altid har været mit varemærke, især fordi det altid har været meget langt. Et år inden jeg fødte min lille pige, besluttede jeg mig for, at jeg skulle prøve at være blond. I processen mistede jeg halvdelen af det hår, jeg havde på hovedet. Efter min fødsel blev jeg ramt af store mængder hår tab, og der røg den anden halvdel. Håret valgte dog denne gang, at falde af pletvis, og jeg sad pludselig tilbage med meget høje tindinger, og en skaldet plet i nakken (som heldigvis kan dækkes).
Da jeg er stærkt miljøskadet gennem mit fag, (jeg læser til læge) så har jeg gennem hele min graviditet og amme-proces minimeret brugen af parfumer, kosmetik, plejeprodukter osv. Simpelthen fordi jeg har set, hvilke konsekvenser det i værste fald kan have, både for det fødte og ufødte barn. At få farvet mit hår var noget af det, der stod højest på min skræmmeliste! På trods af dette valgte jeg forleden dag at tage til frisøren, velvidende om, at jeg ville komme ud med en ny glans i håret, der ikke kun skyldtes mig-tiden med SE&HØR, kaffe og hovedmassage, men nok i højere grad farven, frisøren havde poleret mit hår med.

Billede
Jeg vinder nok ikke prisen for årets mor i denne omgang efter at have fået kemikalier i håret, men ikke destomindre blev tjavserne klippet gevaldigt til, og de små nye fimrehår på de skaldede pletter er nu farvet, så de dækker min hvide isse. Jeg er simpelthen for forfængelig til at dele før-billederne med jer, men har efterhånden også fundet ud af, at det med hår tab efter en graviditet er ret normalt. Hvad man ikke går igennem for de små pus..