Pebernødder  Hjemmelavede pebernødder
Pebernødder af den hjemmelavede og vel krydrede slags. Sådan en pebernøddeopskrift der går i arv fra generation til generation, ligesom jeg har fået overleveret denne af min mormor, og vil give den videre til mine egne børn.

Pebernødder af den hjemmelavede slags

Jeg vågnede i morges og indså, at kalenderen skriver 11. november. Selvom vi ikke behøver at sætte gang i den store julehygge endnu, så synes jeg ikke, at der er noget i vejen for at begynde på julebagningen. På den måde er der også fyldte kagedåser til den mørke tid, med mindre min familie ikke har spist dem inden 1. december. Hvilket jeg tror er tilfældet med disse vel duftende pebernødder.

Læs også gerne: Traditionel risengrødMin yndlings gløggJulede boller og Smagfulde vaniljekranse

En julekage der hører sig til denne tid, er pebernødden. Det er dog også den småkage, jeg synes, er aller vanskelig at bage. Simpelthen fordi den aldrig helt smager, som dem man køber. Jeg har derfor eksperimenteret de sidste par dage, og fundet mit bedste bud på hjemmelavede pebernødder.

Opskrift på pebernødder

Pebernødderne er spækket med lækre krydderrier, og jeg kan garantere dig for, at hele hjemmet dufter af jul og godter, når du går igang med bagningen. Tilmed smager disse pebernødder gevaldig godt, og er et perfekt eftermiddags arrangement med børnene. Jeg håber i kan lide min opskrift på mine yndlings småkager.

Pebernødder
 
Forfatter:
 
Ingredienser
Til ca. 125 pebernødder:
  • 170g sukker
  • 1 æg
  • 250g hvedemel
  • 2 spsk. piskefløde
  • 100g blødt margarine
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. stødt kanel
  • ½ tsk. hvidpeber
  • ½ tsk. stødt ingefær
  • ½ tsk. nelliker
  • ½ tsk. kardemomme
  • knivspids salt
Fremgangsmåde
  1. Pisk æg og sukker sammen til en luftig æggesnaps.
  2. Tilsæt derefter de øvrige ingredienser, pånær mel, og pisk det hele sammen.
  3. Tilsæt nu melet lidt af gang, mens du rører rundt i dejen. Den færdige dej er meget klistret, og skal stå på køl i mindst en time, men gerne natten over.
  4. Når dejen har stået på køl, tages den ud og rulles til stænger.
  5. Skær derefter stængerne i små stykker ca. 0,5*0,5 cm, og rul dem til pebernødder, der placeres på en bageplade beklædt med bagepapir.
  6. Pebernødderne bages 9-10min i en 200grader varm ovn. Velbekomme!