Selvom kærestekalenderen skriver syvende år, og vi derfor burde været nået et godt stykke op af bekendtskabsstigen, så har familieforøgelsen gjort, at man skal lære hinanden at kende igen på en hel ny måde. Herhjemme er jeg størstedelen af tiden “mor”, og jeg snakker sågar om mig selv i 3. person, når jeg pludrer med min datter. “Skal mor lige kilde dig på maven”, “skal mor lige finde dit tøj frem”, og når min kæreste kommer hjem fra studiet siger jeg fornøjet “så er farmand kommet hjem”. Jeg er altså størstedelen af tiden i “mor-rollen”, og jeg elsker den del af mig!
Jeg er dog opmærksom på, at jeg også er og skal være andet end “mor”. Alligevel så er det den rolle, jeg udspiller det meste af mine vågne timer, og er det så forkert? Det er klart, at tiden til parforhold er minimal, når man har fået et spædbarn, men samtidig giver det også nærvær og samhørighed i en hel anden grad. For når tiden endelig er til en biograftur, filmaften på sofaen, eller lækker middag når barnet er puttet, så er vi også tilstede på en hel anden måde, end vi var før overfor hinanden. Og jeg værdsætter virkelig de stunder sammen med ham.

Billede 3
Min kæreste og jeg snakker tit om herhjemme, at vi mennesker er nødt til at tænke langsigtet. Det kan godt være, at tiden lige nu ikke er til romantiske storbys-ferier, krydstogter i middelhavet, date-nights og god rødvin i lange baner, men den tid kommer igen. Ihvertfald hvis man tænker langsigtet, og udover de år hvor børnene er små.

Da vi var til fødselsforberedelse fortalte vores jordmoder, at størstedelen af alle par bliver skilt inden for barnets to første leveår. Jeg synes, dette er en utrolig ærgerlig statistik, og måske stemmer det meget godt overens med, at folk glemmer, at tænke langsigtet i deres parforhold.
I kontrast til denne tanke, så mødte jeg forleden dag en af min kærestes kollegaer; En stolt far, som havde fået tvillinger for fem år siden. Hvis jeg havde haft en hat på, så havde jeg taget den af for ham. For enlige mødre/fædre og forældre til tvillinger må virkelig være gjort af noget særligt!
..men tvillinge-faderen fortæller mig, at ham og hans kone lovede hinanden, at de ikke måtte gå fra hinanden de første to år af tvillingernes levetid, og han var sikker på, at det var grunden til, at de stod her 5 år efter, med to piger, der ikke længere krævede den samme mor- og farrolle, som da de var helt små.

Jeg ved, at man ikke kan sætte parforholdet op så sort og hvidt, som jeg prøver på. For der kan selvfølgelig være 117 gode grunde til at gå fra hinanden ligemeget hvor længe eller hvor kort tid, man har været sammen. Alligevel så synes jeg, at 2-årsreglen har en pointe i sig selv, og jeg ønsker for alle børn, at de vil vokse op med to forældre, der er kærlige overfor både dem, men også hinanden!