image

Jeg sidder herude i det de kalder bamseskoven. Skoven er livagtigt optegnet med blade og træer overalt på væggene og i loftet. Midt i rummet er bygget en hule, hvor en lille å løber gennem. Det hele ligner lidt billedet ovenfor, som jeg tog for snart længe siden. Foran mig ligger de medicinske bøger, som jeg egentlig havde planlagt at bladre i, men som endnu ligger uåbnede. Oven på de tunge bøger står en varm kop kaffe, som jeg fik af en forbigående pædagog. Jeg tror hun havde en smule ondt af mig, som jeg sad der med benene trukket op under mig, og varm kaffe siger jeg aldrig nej tak til.

Det er blevet alvor nu. I mandags vinkede jeg farvel inde på stuen og gik fra mit barn for første gang. Dog kun 10min. Nu har vi arbejdet os op på 1,5 time, men jeg har stadig mest af alt lyst til, at gå ind på stuen og lege med, ligesom vi gjorde det hele sidste uge.

Som jeg sidder her, fyldes mit hovede med tonsvis af tanker. Det ene øjeblik tænker jeg, at jeg bare må droppe ud af studiet og gå hjemme med min datter til hun bliver teenager og selv flygter fra mig. Det andet øjeblik tænker jeg på al den tid, jeg får for mig selv. Men mest af alt tænker jeg på, om det er min datters gråd jeg kan høre inde bag væggene, eller om det nu er Bertram, der græder igen.

Hun græd ikke da jeg gik. Heldigvis. Men det kommer hun til, siger pædagogerne. Det kan åbentbart ikke undgås.

Jeg bliver pludselig revet ud af mine tanker, da et ungt par kommer gående gennem bamseskoven sammen med lederen af vuggestuen. De smiler, holder om hinanden, og svøbt i kvindens arme ligger en lille dreng. Han er ikke mere en 2 uger gammel, og parret lever stadig i en bobbel af nyforelskelse.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, som de går der og smiler til hinanden, at de endnu ikke er klar over hvilken rusjebane tur, deres liv som forældre kommer til at blive. At de vil opleve så mange glæder, men desværre lige så mange sorger og bekymringer. Jeg ville ønske, at vi kunne bytte roller for en stund, så jeg ikke behøvede at forlade mit barn. Og istedet kunne gå der, med min sovende baby svøbt i min favn, imens jeg besøgte vuggestuer.

Jeg ville ønske at jeg ikke behøvede at forlade mit barn. Ihvertfald ikke lige nu.