De fleste har nok prøvet det. Især i den første tid, hvor de små pus var fuldstændig kønsløse i deres bløde, hvide sparkedragter. Kun hvis sutten var farvet blå eller rød, eller hvis bleen blev taget af den lille menneskekrop, kunne kønnet komme til kende. Sådan var det også med vores datter, men sådan er det stadig, nu 13 måneder siden hun kom til verden. Faktisk er folk ikke engang i tvivl. De er fuldstændig overbeviste om, at hun er en dreng.

Langt hen af vejen kunne man godt forstå de forvirrede blikke, når vi sagde, hun var en pige, for hun var faktisk stort set altid førhen iklædt køns neutralt tøj dvs. brun, grå, hvid og sort. Noget jeg stoppede rimelig drastisk med, da hun begyndte i vuggestue, og konsekvent blev kaldt Konrad, Valdemar eller Bertil hele tiden (også af pædagogerne). Jeg har aldrig blevet det mindste stødt over folks forkerte tolkning af hendes køn, men synes nu alligevel godt, at pædagogerne skulle vide, at hun er en pige.

Selv igår, hvor vi pakkede én kurv med tæpper, hjemmebagte blåbærmuffins og champagne, og drog ned i parken for at mærke vinden i håret, og græsset mellem tæerne, så blev hun hele tiden tiltalt af forbipasserende som en dreng. “åhh hvor er han smuk”. Og det er på trods af, at hun var iført en rød bodystock!

image
Det bliver faktisk lidt spændende, hvor længe folk vil tage fejl af hendes køn endnu, men indtil videre morer vi os gevaldigt over, at have en lille pige derhjemme, og når vi så går ud i offentligheden, så har vi en søn.