Hvis der er noget, som jeg aldrig har kunne forstå, så er det når mødre konkurrerer om baby’er og små-børns kunnen. Vi ved alle, at de kommer til at vende sig, kravle, gå og snakke før eller siden, så når alt kommer til alt, så kan det vel være lige meget, om barnet er 10 måneder eller 14 måneder, når det betræder jorden for første gang.

Egentlig har min datter ikke været særlig “hurtig” i den motoriske udvikling, som er det, der nok er bedst målbart. Hendes tykke arme og ben, har ofte sprællet i de stillinger, hun blev lagt i, og det var kun, hvis det var noget yderst spændende legetøj, hun fik øje på, at hun kunne tage sig sammen, og lave et enkelt sidelæns rul over til genstanden for at putte det i munden.

..og det var så lige indtil forleden dag. Lige pludselig stiller hun sig i kravlestilling, siger “ma-ma”, og rejser sig op i hendes stol, – og med et tændtes mit indre konkurrence-gen! For nu kunne hun lige pludselige gøre ting, som hendes jævnaldrende endnu ikke havde knækket koden til.

Forskellen ramte nok for alvor igår, da hun spiste sin første mad med leverpostej skåret ud i små tern. I den stolte mors øjne, kunne hun lige så godt være blevet uddannet astronaut og trådt på Mars som det første mennesker nogensinde, så stolt var jeg. Derfor dokumenterede jeg selvfølgelig min datters nye fremskridt med en lille video, som blev sendt rundt til veninder og venner igår aftes, så alle kunne se, hvor flot hun gumlede på sin leverpostejsmad.

BilledeBilledet er dog taget, ved indtagelse af avokadostænger fra forleden dag!

Jeg håber i læsere kan mærke, den selvironi jeg prøver at lægge i indlægget. Det er nemlig gået op for mig, at jeg er blevet en af de der irriterende mødre, som konkurrerer alt for meget med andre mødre på bekostning af mit barn. Selvfølgelig må man glæde sig over sine børns fremskridt, men der må være grænser for, hvor meget jubel og begejstring en leverpostejmad skal have.