IMG_3467

Det er faktisk aldrig noget, som jeg som sådan har følt før. Det er en ny opstået følelse, der blev implanteret i mig, i sekundet min barsel begyndte, og selvom jeg ikke længere skifter bleer, og ammer på fuldtid, så kan jeg stadig mærke følelsen af at være alene eller udenfor.

Egentlig er det hundrede procent min egen skyld eller eget valg, da jeg gang på gang melder mig ud af fællesskabet. Faktisk er jeg så heldig, at have en kæmpe håndfuld venner, både fra barndommen, fra gymnasiet, men også fra medicin-studiet som altid er klar på, at være i selskab med mig. Det er altså altid mig, der melder mig ud, eller lader der går længere og længere tid imellem vores sammenkomster. Og hvorfor? – fordi jeg er blevet mor!

Jeg kan simpelthen ikke forene livet som mor, med et stort socialt netværk, som jeg kan drikke latte med på cafeer, spiser brunch med om søndagen, eller mødes med på night-clubs om fredagen og danse til langt ud på natten. Måske har jeg bare ikke lyst til dét længere. Eller jo, jeg har lysten, men jeg vil ikke gå på kompromis med tiden sammen med vores datter. For lige meget hvordan man vender og drejer det, så ændres livet i sekundet man bliver forælder. Og her mener jeg ikke, at man ikke længere kan have et socialt liv udover sit moderskab, men det vil bare aldrig blive det samme, som det var engang!

I aften skal jeg f.eks mødes med mad-gruppen. En gruppe bestående af 6 skønne venner og veninder, som jeg fast har været sammen med, én gang om måneden siden vi begyndte på medicinstudiet i år 2013. Jeg skal selvfølgelig med, for deres selskab vil jeg absolut ikke gå glip af, men det kræver også lidt forberedelse. Først og fremmest håber jeg, at kunne trække spiloppens sidste lur, så hun forhåbentlig kan holde sig vågen til kl. 20.00 og ikke 19.00, hvor hun normalt begynder at blive ultra muggen og gnaven af træthed. Dernæst skal der koordineres med B, der sidder med sin absolut sidste forberedelse inden hans forsvar af sin bachelor-opgave. Måske han endda kan nå hjem og hente spiloppen over hos madgruppen, tage hende med hjem og putte hende. Ellers må spiloppen blive puttet i sengen hos madgruppen (haha – kommer aldrig til at ske, stædige pige!), eller også må vi tage tidligt hjem inden desserten overhovedet er sat på bordet.

Det kan hurtigt komme til at lyde som om, at jeg er blevet trist, forladt, og fortabt og det er absolut ikke tilfældet. Jeg kan bare godt nogle gange savne de fællesskaber jeg engang var en (større) del af, men nu må erkende ikke kan lade sig gøre længere. Faktisk bliver jeg ofte gjort opmærksom på denne følelse, når jeg scroller gennem facebook, hvor jeg er medlem af diverse mødregrupper. Overraskende mange mødre “søger” nye veninder, eller ytrer deres manglende socialeliv efter, at de har fået børn. Jeg oplever endda, at mange mødre får deres socialebehov dækket ved, at skrive sammen i disse mødregrupper på netop de tidspunkter, som moderlivet tillader dét.

Moderskabet er fantastisk, og tiden sammen med ens børn er uvurderlig, men sommetider kan jeg også godt savne tiden før jeg blev mor..