Moussaka med aubergine og kartofler

Moussaka

Moussaka Græsk moussaka
Moussaka med aubergine og kartofler er en skøn, traditionel, græsk ret, som arter sig perfekt som hverdagsmad til familien. Den græske moussaka er frisk i smagen grundet grøntsagerne, og selvom den bages i ovnen med en tung mornay sauce, så kan den spises både sommer og vinter.

Moussaka opskrift – en græsk specialitet

Denne opskrift på moussaka minder mig utrolig meget om mine rejser til Grækenland dengang jeg var lille. Solen bagede, madmarkederne duftede af krydderier, og der voksede krydderurter overalt, husker jeg. Og selvom denne græske ret nok er en anelse ude af mode, så synes jeg stadig den skal have en plads i mit hverdagskøkken og her i mit opskrift kartotek. Oprindeligt laves retten med lammekød, men jeg bruger altid hakket oksekød. Dette er primært fordi det er en anelse billigere og ikke mindst nemmere at få fat i. Det er jo frit for, hvilken slags kød man vil bruge i sin hjemmelavet moussaka. Man kan også prøve at lave en vegetarisk udgave af moussaka, hvilket også smager helt fantastisk.

Tilbehør til den græske ret: Middelhavs inspireret tomatsalat og Klassisk, græsk salat med feta

Moussaka med aubergine Moussaka med kartofler

Moussaka

Moussaka

Udskriv Pin
Forb. tid: 45 days
Tilb. tid: 1 time 30 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

Kødsauce:

  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 450 g hakket oksekød
  • 2 tsk. oregano
  • 2 tsk. basilikum
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 70 g tomatpure
  • smages til med salt

Mornay sauce:

  • 2 spsk. smør
  • 2 spsk. hvedemel
  • 3,5 dl mælk
  • 1/2 tsk. muskatnød
  • smages til med salt og peber

Moussaka:

  • 1 mellemstor aubergine
  • 4 mellemstore kartofler
  • 150 g revet mozzarella ost

Sådan gør du

  • Hak løg og hvidløg fint
  • Steg løgene bløde og glasagtige i en gryde med olivenolie
  • Tilsæt oksekødet og svits det ved høj varme til det er gennemstegt
  • Tilsæt oregano og basilikum
  • Tilsæt hakkede tomater og tomatpure og kog kødsaucen langsomt op til kogepunktet
  • Smag til med salt

Mornaysauce:

  • Smelt smør i en gryde og tilsæt hvedemel
  • Pisk melbollen til en ensartet, cremet masse og tilsæt mælk
  • Smag mornaysaucen til med salt, peber og muskatnød

Moussaka:

  • Skral kartoflerne og skær dem og auberginerne i skiver af ca. 2-3 mm
  • Smør et ildfast fad med olivenolie
  • Placer et lag kartofler i bunden af fadet og fordel et lag kødsauce på kartoflerne
  • Fordel et lag aubergine skiver på kødsaucen og hæld et lag mornaysauce over
  • Gentag proceduren en gang til
  • Bag moussaka retten i ovnen ved 180 graders varme i ca. 40min
  • Drys med mozzarella ost og bag retten videre i yderligere 5-10min eller til osten er smeltet og kartoflerne er gennembagte

Klassiske retter fra middelhavs området

I mange år har den klassiske, italienske lasagne været en af de mest spiste måltider til aftensmad, ikke bare i Italien, men også i Danmark. Hvilket er helt forståeligt, for den smager formidabelt, og kræver meget lidt arbejds indsats. Det samme gør sig egentlig gældende for den græske moussaka, der desvære langt fra bliver lavet i samme omfang. Sidstnævnte indeholder endda en del flere grøntsager, smag og næring, og jeg håber derfor på, at kunne inspirere til den græske klassiker.

Moussaka bliver lavet i store dele af Balkan området, mellemøsten og landene omkring middelhavet. Det er især den græske opskrift, som vi har taget til os herhjemme i danmark, hvor mousakkaen er lagdelt med aubergine, kartofler, kødsauce og mælke- eller ostesauce i toppen. I den tyrkiske udgave derimod, er aubergine tyndtskåret og blandet i en kødsauce med krydderier er allehånden, kanel og sort peber.

Hjemmelavet moussaka med kartofler og aubergine

Hvordan lagene skal fordeles i en moussaka er forskelligt fra hvilken opskrift man følger. Jeg er selv glad for, at placere et lag kartofler i bunden, som samler moussakaen bedre, end hvis det var kødsauce. Derudover plejer jeg at gentage proceduren to gange fra start til slut, så der altså er to lag af henholdsvis kartofler, aubergine, kødsauce og mornaysauce.

Inspiration til opskrifter med aubergine: Fyldte auberginer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering