image

Jeg ligger klistret op til træmmesengen med min datters hånd knugende i min, imens hun stadig hiver efter vejret. Gråden stod kun på i enkelte minutter, før hun overgav sig til søvnen, men det føltes som en evighed imens det varede. Hun har savnet mig, og jeg har længdes mere efter hende, end jeg troede var muligt, imens hele denne periode har stået på.

Vores datter er glad og hun trives gevaldigt, men det seneste stykke tid, har jeg set mindre og mindre til hendes selskabsdanse, fangelege og hysteriske udbrud. Jeg har ikke taget hende op om morgenen, vasket hende, givet hende mad eller cyklet hende i vuggestue. Ligesom jeg heller ikke har hentet hende igen, gået vores sædvanlige aftentur med hende, eller puttet hende til natten om aftenen.

Istedet har jeg været en sekund-mor, der har sprunget til om eftermiddagen og leget med hende i ny og næ hvor min læseplan har tilladt det. Måske er jeg hård ved mig selv. Måske er det ikke sønderligt unormalt, ikke at være mere sammen med sine børn end 2-3 timer om dagen, men jeg synes det er særdeles rædselsfuldt. Jeg har savnet hende så meget, og i nattens buldrende mørke har jeg set på billeder og videoer af hende, når jeg ikke kunne klare flere beregninger og enzymatiske processer i min tankestrøm.

Udover savnet har mit hjerte også båret på en dårlig samvittighed. En samvittighed der gør, at jeg nu ligger her ved siden af hende, med hendes hånd knugende i min og med den tanke, at jeg aldrig nogensinde forlader hende igen.

Imorgen skal vi sove til vi vågner, spise hjemmebag på skødet i sofaeen og rede hinandens hår imens vi snakker om bondegårdens dyr. Derefter skal vi cykle mod vuggestuen, og måske slå vejen forbi ænderne i parken og give dem vores restebrød, så vi har endnu en undskyldning for at bage noget nyt brød (og kage), når jeg henter hende ved middagstid igen.

Jeg glæder mig så meget til, at være sammen med min lille kerne igen!