image

Det var som om, at det store ur på væggen inde i køkkenet pludselig holdt op med at slå. Godt nok bevægede viserne sig på sin vanelige gamle måde, men betydningen af deres placering var pludselig ligegyldig. Tiden stod stille, og det gør den stadig.

Det er lige meget, hvornår vi står op, spiser eller studerer, for tiden har ikke længere en betydning. Ej har nattens frembrud eller solenstråler en påvirkning på vores indre biologiske ur. Jeg sover når hun sover, jeg spiser når hun ligger i mine arme og kigger, og jeg studerer imens hun vender og drejer sig i sengen med en klud for panden.

Jeg havde, og det havde min kæreste også, planlagt denne uge helt anderledes end den er endt ud. Jeg skulle studere til min eksamen, udvikle opskrifter og holde fødselsdagfest for vores pige. Istedet ligger jeg her. Stavnsbundet til sengen med en 40+ feberramt pige, hvor min kæreste og jeg kører skiftevis vagtskifte, når det ikke længere er til at holde ud.

Det rammer mig oftere og oftere, hvordan vores liv har ændret sig efter vi har fået hende. Man kan have de bedste intentioner, selvdiciplin eller optimisme for dagens gøremål, men lige meget hvad, så går tiden i stå engang i mellem (eller meget ofte), når man har børn.

Vi spiser alle sammen is til morgenmad, og saltede pomfritter til aften. B har endda fundet ud af, at ben&jerry smager utrolig godt i kaffen, især når hjemmet ligner Jerusalems ødelæggelse, vi ikke længere har mere rent tøj, og vi ikke har sovet i 3 dage i streg.

Tiden står stille hjemme hos os, og den gør det nok i nogle dage endnu..