image

Dette emne er ømt. Meget ømt!

Det drejer sig om vores datter. Et lille væsen der endnu ikke har særlig meget at skulle have sagt, men som alligevel er født fri i egen krop og sind. Hun kan endnu ikke udtrykke sig, på nær de små ord-lyde, som “mam mam, hov, nej, og waaaaaaah”, når man spørger, hvad tigeren siger. Hun er endnu ikke klar over, at hendes liv fra hun ikke var andet, end en sølle embryon fanget i min livmoder, er blevet dokumenteret med tekst og billeder. Billeder der viser hende uden søvn, savl og morgenhår som hun også kan se ud, men i stedet med smil, nyvasket tøj og ingen mad stående ud af ørerne. Det er billeder, som jeg i “min optik” mener, er passende at vise.

Jeg føler ikke, at jeg udstiller hende. Jeg skriver om hende, uden at skrive om hende. Det har altid været mig, og min person som “mor”, der har været omdrejningspunket. I ved ikke hvordan hun er overfor mig, hendes far og de andre børn nede i vuggestuen, i ved ikke hvordan hun agerer når vi spiller musik, spiser is, eller går en tur i parken. I ved bare, at vi har gået en tur og spist en is.

..men lige meget hvordan jeg vender og drejer det, så er hun grunden til de fleste blogindlæg overhovedet er kommet til. Jeg ville jo aldrig skrive om amning, fødsel, vuggestuestart, eller bekymringerne der følger med moderskabet, hvis det var, at jeg ikke havde fået hende. Jeg kan faktisk slet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle kunne “blogge” uden hende som et centralt element i mit skriveri.

Men er det så ok? Er det etisk forsvarligt at dele hendes verden med tusindvis af andre mennesker, og lade hende blive en “offentlig” person ud ad til, uden at have spurgt hende først?

Efter at have skrevet ovenstående sætning, får jeg en lille klump i halsen. Et lille stik af dårlig samvittighed, men så alligevel ikke!

For hvis man scroller igennem de fleste danskeres sociale profiler på facebook og instagram, så er væggene klistret til med børn, hunde og børnebørn. Alle viser stolt deres største bedrifter frem, nemlig deres arvinger i kød og blod, – og det har jeg også lyst til! Jeg har lyst til at dele hende med hele verden. Vise jer hvor fantastisk dejlig, smuk og sjov hun er. Der er ikke forskel på det, om man så har 100 følgere på instagram eller 100.000. Man har stadig lyst til, at vise sit dyrebareste frem.

Og er det så så forfærdeligt? Måske skal vi bare vende os til det. Måske vil man om 100 år grine af os, når der læses i historiebøgerne om, hvordan man i år 2016 diskuterede hvorvidt børn skulle have en rolle på de sociale medier. Måske vil man se på internettet og dets medier på samme måde, som man ser på det almindelige offentlige rum idag.
Man gemmer jo ikke sine børn væk bag lås og slå, men man går stolt hånd i hånd med sit dyrebareste ned ad gaden, hvor fremmede mennesker også ser på dem.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg havde brug for at komme ud med endnu en tankestrøm, og jeg er evigt taknemmelig for, at nogle gider at læse mine inderste tanker.