image  image

Det har været en hel særlig morgen herhjemme. En morgen der skiller sig ud fra de andre på så mange måder. Først og fremmest stod spiloppen ufattelig tidligt op, så vi prøvede at spise morgenmad i mørke, og cykle i vuggestue med cykellygterne tændte. Noget der undrede den lille spilopmager gevaldigt. Hun blev ved med at pege ud i mørket og gribe efter luften, som om hun kunne fange morgenstunden i sine hænder. Det var dog en meget besværlig bedrift, da hun i hendes små kolde hænder (for hvem gider at have vanter på?) samtidig holdte hendes aller dyrebareste. Hendes aller første kærlighed. En ubetinget, symbiotisk og endeløs kærlighed til en genstand, der havde fulgt os hele morgenen, og nu lå solidt plantet i spænd af hendes to små hænder og min ryg.

I skal vide, at jeg har prøvet længe, og gjort alverdens ting for, at få min datter til at forelske sig i andre end mig og hendes far. Intet har dog virket, på nær hendes overgnaskede sutter, som hun har et usædvanlig tæt forhold til. Jeg har dog længe ønsket, at hun kunne falde pladask for f.eks kaninus. Den sødeste og blødeste kanin med de længste ører, som (hvis man ville) kunne blive nulret mellem fingrene til søvnen, trøsten eller hyggestunden ramte en. I stedet har det altid været mine ører, der har fået nuldre turen. Hvilket også er samme grund til, at mine nye huller i ørerne kun holdte en enkelt uge, før spiloppen havde fået nuldret stiklåsene op og af.

Men i morges skete det endelig. Det var som en amor pil, der ramte hende, og slog benene fuldstændig væk under hende.

Deres første øjeblik udspiller sig ret hurtigt efter, at vi er stået op, og skal til at pakke tasken. Jeg bærer hende op til frugtskålen, for at hun selv kan vælge, hvilket stykke frugt, hun vil have med i vuggestuen. Hurtigt griber hun efter den største og mest orange appelsin, men da vi skal lægge den i tasken opstår problemet. Spiloppen vil ej give slip på hendes appelsin, og knuger den ind til sig imens hun ryster på hovedet, tramper i jorden og siger “neeej næeeej neeæeej”. Jeg orkede på daværende tidspunkt ikke at tage konflikten, og lod hende beholde appelsinen lidt endnu. Hvad jeg ikke havde regnet med var, at appelsinen fulgte os ud til køkkenet, hvor vi lavede spejlæg. Appelsinen sad med i højstolen, hvor vi spiste vores morgenmad. Den fulgte os ud på toilettet, hvor bleen blev skiftet og tænderne børstet, og da overtøjet skulle på kroppen, var det en besværlig proces, da appelsinen ikke måtte lægge andre steder, end i hendes hænder.

Jeg var på den ene side utrolig glad for at overvære hendes første forelskelse. Så kan det jo lade sig gøre, og måske er vi et skridt tættere på, at hun en dag forelsker sig i kaninus eller nogle af de hundrede andre bløde tøjdyr, som hun er indehaveren af. På den anden side vidste jeg godt, hvad der ventede forude; I vuggestuen ville hun jo blive nødt til, at skilles fra sin udkårne, og aflevere appelsinen i frugtskålen.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på afskedigelsen, for som i kan regne ud, så tog det utrolig hårdt på dem begge. Både spiloppen men især også den store, flotte og orange appelsin, der på nuværende tidspunkt nok, er ved at blive spist af de andre vuggestue børn. Sikke en skæbne, og sikke en første kærlighed.