Krydderkage  krydderkage med kaffe
Krydderkage med en masse krydderier og sødme er en fantastisk kage til kaffebordet. Den kan spises året rundt, trods de lidt julede krydderier, som er tilført kagedejen.

Krydderkage og de bedste barndomsminder

Denne krydderkage vækker simpelthen de bedste barndomsminder hos mig. Jeg har ikke været ret gammel. Lille nok til stadig at lege, men stor nok til selv at kunne gå hjem fra skole sammen med min veninde. Det var dengang at vi ofte gik hjem til min bedste veninde, hvor hendes mor stod klar med krydderkage og frisk lavet te i den yndigste tepotte. Faktisk har jeg aldrig drukket særlig meget te, men jeg gjorde det altid derhjemme, for det smagte fantastisk til den hjemmebagte krydderkage.

Læs også gerne: En lækker brownieSkøn squashkageBlød og svampet banankage, og Skønne hindbærmuffins

Jeg kan faktisk blive helt rørt, når jeg tænker tilbage på dengang. Det var tiden hvor mine forældre lige var gået fra hinanden, og det samme var min venindes mor og far. Begge vores mødre var derfor karrierekvinder og enlige, og vi hang altid sammen. Os fire piger og min venindes storebror. Vi gjorde alting sammen, og flere gange om ugen mødtes vi altså også efter skole og arbejde, og spiste krydderkage og drak te.

Krydderikage  Kage med krydderier

Den bedste krydderkage

Opskriften på denne krydderkage er noget nær den bedste jeg nogensinde har smagt. Man kan sagtens erstatte sukker med mørk sirup, hvilket jeg også gør ind i mellem. Ellers så er det allervigtigste når man bager krydderkage, at rører mel og krydderier godt sammen, inden det bliver hældt i æggemassen. Krydderierne i kagen er nemlig meget stærke i smagen hvis man får taget en kagemundfuld, hvor koncentrationen er alt for høj.

Det smager faktisk virkelig ikke særlig godt. Derfor er det uhyre vigtigt, at man får blandet krydderierne godt ud i melet og dermed også kagedejen, så krydderierne bliver fordelt godt ud. På den måde kommer krydderkagen til at smage som en drøm!

Opskrift på en skøn krydderkage

Selve kagedejen til krydderkage er uhyre nem at røre sammen. Jeg bruger altid en silikoneform, som derfor slipper nemt på kagen, når den er færdigbagt. Hvad der kan være lidt svært, er hvor lang tid krydderkagen skal bages i ovnen. Det er nemlig så uhyre svært at skrive et præcis antal minutter ned i en opskrift, da ovne bare varmer så forskelligt. Jeg har nemlig både bagt kagen hos mine forældre, hvor jeg gav den 35min, og hjemme hos mig selv kan jeg komme helt op på 55min. Det vigtige er derfor, at stikke midt i krydderkagen når der ca. er gået 35min. Hvis der ikke sidder noget dej på gaflen eller strikkepinden, så er krydderikagen færdig bagt.

Krydderkage - den bedste krydderikage
 
Forfatter:
 
Ingredienser
  • 3 æg
  • 250g sukker
  • 250g blødt smør
  • 2 dl mælk
  • 300g hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. stødt kanel
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • ½ tsk. kardemomme
  • ½ tsk. nelliker
  • ½ tsk. salt
Fremgangsmåde
  1. Pisk æg og sukker luftigt
  2. Tilsæt blødt smør og mælk, og rør det godt rundt
  3. I en skål blandes hvedemel med krydderier godt sammen
  4. Tilsæt mel og krydderier til æggemassen og rør godt rundt
  5. Smør kageformen med smør og fordel kagedejen i formen
  6. Bag krydderkagen midt i en 175 grader forvarmet ovn i ca. 35-55min.