baby med kolik  baby
Hvis du er endt herinde på dette indlæg, så er det nok højest sandsynligt fordi, at du også har et barn der har kolik. Jeg vil derfor gerne begynde med, at sende dig en kærlig tanke, da tiden som forælder er umenneskelig hård, når man har et barn, der græder altid.

Mit barn græd også altid. Måske ikke altid, men det meste af hendes vågne timer. Og da hun sov meget dårligt, og kun tre kvarter af gangen, så var det rigtig meget, at hun græd. Det er vigtigt at slå fast, at dette indlæg kun er skrevet på baggrund af mine egne erfaring, og ikke på baggrund af min faglige viden som medicinstuderende. For når man får sådan noget som kolik tæt ind på kroppen. så sætter det dybe spor. Spor jeg har lyst til at dele med jer. – Måske det endda kan hjælpe nogen derude.

Inden jeg vil fortælle vores historie, så vil jeg gerne slå noget fast:

Kolik – hvad er det?

Der er rigtig mange, der fejlagtigt tror, at kolik er når barnet har ondt i maven. Det er på sin vis også rigtigt, og så alligevel ikke. Kolik er nemlig en definition på et barn der græder (meget) mere end det almindelige. Mange læger prøver at sætte et tal på den mængde gråd der skal til, før man kan kalde det kolik. Jeg vil egentlig bare slå fast, at man som forælder absolut ikke er i tvivl om, at når barnet har grædt 3 måneder i streg hver eneste dag og nat, så har det nok kolik.

Grunden til at barnet græder, kan der være flere årsager til. Og det er nok også et bevis på, at man egentlig ikke ved særlig meget om, hvorfor barnet er ked af det. Af de mest almindelige årsager er:

– smerter i maven og fordøjelsessystemet
– refluks som giver smerte i spiserøret
– utryghed
– traumatisk fødsel

baby fødder  baby med kolik

Kolik – vores historie

Normalt har et barn kolik til det er omkring tre til fire måneder. Vores barn græd til hun ca. var et år gammel, så det er meget forskelligt, hvor længe at gråden hører ved. Det jeg husker mest, og som stadig sidder dybt i mig, er følelsen af ikke at kunne “stole” på mit barn. Jeg turde ikke, at bevæge mig ud for en dør, og jeg afskærmede hende og mig selv, i håb om at det kunne hjælpe hendes utilfredse sind. Hendes kolik sidder stadig dybt i mig, selvom hun nu er et stort barn, der på lige fod med hendes jævnaldrene, kun græder af en åbenlys årsag. Det har klart været den hårdeste tid, min mand og jeg nogensinde har oplevet, og det føles næsten som et mirakel, at vi er nået til her, hvor vi er idag. Men vi står her stadig!

Noget der stadig hjemsøger er årsagen til hendes gråd. I meget lang tid troede jeg, at jeg gjorde noget forkert. Jeg troede at jeg ikke var en god nok mor, ikke ammede mit barn rigtigt, ikke kunne mætte hende, ikke kunne få hende til at føle sig tryg, og ikke kunne rumme hende. I dag ved jeg, at jeg var en fantastisk god mor, der svingede mit barn i armene ca. 5 timer dagligt, og ammede hvert 3. kvarter natten igennem. Jeg var en god mor, selvom mit barn gav udtryk for noget andet. Selvom mit barn havde kolik.

Årsagen til hendes kolik

Jeg kan næsten gengive hele rummet, som jeg befandt mig i, da jeg fandt ud af årsagen til min datters gråd. Jeg kan gengive lægens ord, hans mimik og hans åbenlyse glæde, da jeg græder af bare begejstring over, hvad han fortæller.

Vores datter holder op med at græde uafbrudt og utrøsteligt ved et-års-alderen. Her er hun begyndt i vuggestue, og trives nogenlunde. Når jeg skriver nogenlunde, så er det fordi, at hun stadig kun sover en middagslur på 3 kvarter, og nogle gange, vil hun ikke engang falde i søvn. Samme historie gentager sig om natten, hvor hun vågner ca. 10-15 gange hver eneste nat. Noget hun altid har gjort, men pludselig var der en tydelig årsag til hendes opvågninger. Hun hostede. Hun hostede ikke bare lidt, men hele tiden, og især når hun lå ned i sin seng eller barnevogn og skulle sove. Samtidig var hun utryg, og ønskede vores tilstedeværelse hele tiden, ligesom hun altid har haft det. Det føltes næsten som om, at hun lå på lur, når vi rejste os fra sengen, og idag ved jeg hvorfor.

Min datter nåede aldrig ned i den dybe søvn. Det gjorde hun ikke, fordi hun ikke kunne få vejret. Et barn der ikke trækker vejret godt nok, vil af naturlige årsager være bange for at blive forladt, og generelt være et utrygt barn. Sådan havde vores datter det, fra hun blev født. Og jeg kan nu godt forstå, hvorfor hun græd. Hun kunne simpelthen ikke få luft.

Kolik – øjeblikkeligt helbredt

Heldigvis kendte både min mand og jeg symptomerne for astma hos børn. Hvor hoste i langvarige perioder er et typisk tegn. Min datter kom i behandling for astmatisk bronkitis, og blev øjeblikkeligt helbredt. Hun sover nu 12-13timer hver eneste nat uden at vågne. Og i vuggestuen går det også langt bedre. Desuden er min mand og jeg nu oplært i at regulere hendes medicin, så hun altid får den rigtige dosis i forhold til ydre omstændigheder som vejret, alder og kommende luftvejs infektioner. Hun vil derfor kunne leve et helt almindeligt liv i fremtiden. Uden komplikationer sålænge hun er vel behandlet.

Om hendes astma altid har været grunden til hendes gråd, kan ingen vide eller bevise. Jeg husker dog meget klart, at jeg spørger min sundhedsplejerske, da hun ikke er mere end 3 uger gammel, om hendes vejrtrækning virkelig skal “hvæse” så meget. Jeg spurgte sågar mine venner fra studiet, der på det tidspunkt var ved at være færdige som uddannede læger, om de ville komme med deres mening, om hendes mærkelig vejrtrækning. Jeg tror ikke rigtig, at nogen tog mig “seriøst”. Der var ihvertfald ingen som undersøgte min datter nærmere. Hverken den praktiserende læge, sundhedsplejesken eller mine medstuderende. Og det kan jeg egentlig godt forstå hvorfor. For man kan nemlig ikke få astma i så lille en alder. Medmindre at man er en af de 0,000001% det sker for, som vores nuværende læge så fint forklarer det. Og det var vores datter desværre. Hun har nemlig astma. Og det er hun nok højst sandsynligt født med.

Vores nye læge som følger hendes astmas udvikling meget nøje, er ikke i tvivl om, at hun er født med denne sygdom, og at det har været grunden til hendes utrøstelige gråd altid. Jeg tror det samme. Og det gør jeg fordi jeg er hendes mor. Som forælder kender man sit barn, og jeg har altid syntes, at hendes vejrtrækning lød anderledes.

Til dig derude med et barn, der har kolik

Hvis der er noget jeg ville have gjort om, så er det, at have gjort noget mere. Kæmpet for at finde årsagen, og ikke bare “nøjes” med diagnosen kolik. Også selvom jeg søgte google tyndt for mulige børnesygdomme, der kunne forklare hendes gråd, så gjorde jeg langt fra nok. Det ville måske ikke kun have gjort en stor forskel for mit barn, men også for mig som første gangs mor, der hver eneste dag troede, at jeg fejlede.

Læs også gerne: Vuggestuebarn på deltid og Min datters første kærlighed

Jeg sender en kærlig tanke til alle jer derude med små skønne kolik børn. Heldigvis går det over igen, også selvom det er nogle hårde måneder, når det står på. For det er virkelig hårdt. Umenneskelig hårdt. Jeg håber at i finder årsagen til jeres børns gråd.