Kartoffelfrikadeller er en fantastisk spise, og så er det næsten ufatteligt, at frikadellerne der stort set kun består af kartofler og hytteost, også er enormt sunde.

Kartoffelfrikadeller  Frikadeller med kartofler

Dengang jeg levede af kartoffelfrikadeller

Som jeg har nævnt nogle gange før her på bloggen, så spiste jeg i en årrække ikke noget kød. Jeg kaldte mig egentlig ikke vegetar, fordi jeg syntes, at der lå noget politisk og næsten religiøst til dette ord. Jeg spiste bare ikke kød, fordi jeg hellere ville spise grøntsager, kartofler, kornprodukter osv. og længere var den egentlig ikke.

Jeg har altså aldrig været den store kødspiser, selvom jeg selvfølgelig sætter enorm stor pris på en god ribeye steak eller sprødt bacon. Jeg må dog indrømme, at når det kommer til f.eks frikadeller, så vil jeg lige så gerne, og faktisk hellere spise kartoffelfrikadeller. Det smager simpelthen mine smagsløg meget bedre.

Som en stor kontrast til mine egne præferencer, så har min mand utrolig svært ved, at spise et måltid uden kød. Denne opskrift på kartoffelfrikadeller er dog i den grad godkendte, og aldrig i mit liv har jeg set ham spise så mange frikadeller på en gang.

Inspiration til vegetariske retter: Sprøde kikærtebøffer, Den bedste broccolitærte og En skøn grøntsagslasagne

Vegetar frikadeller  kartoffel frikadeller

Opskrift på kartoffelfrikadeller

Hvad min pointe egentlig var med historien om min “vegetar-tid” er, at disse kartoffelfrikadeller levede jeg stort set af dengang. Det var dog ikke mig selv, som lavede dem, men min mor der kreerede de lækre frikadeller med kartofler og hytteost. Det er derfor i den grad hendes værk, og noget jeg ihærdigt har prøvet at efterligne i dette indlæg. Opskriften er simpelthen for god til at gå tabt.

Hvis man vil tilsætte mere smag og eventuel også grøntsager, så kan man sagtens rive nogle gulerødder og hakkede urter til frikadellefarsen. Det bliver kartoffelfrikadellerne ihvertfald absolut ikke dårligere af.

Kartoffelfrikadeller med hytteost
 
Forfatter:
 
Ingredienser
Ingredienser til ca. 20 kartoffelfrikadeller:
  • 500g kogte kartofler
  • 3 æg
  • 2 løg
  • 250g hytteost
  • 1 dl rasp
  • 2 tsk. salt
  • 1 tsk. peber
  • smør til stegning
Fremgangsmåde
  1. Kog kartoflerne helt møre og en smule udkogte. Lad dem køle helt ned (kartofler fra aftenen før, er perfekte)
  2. Mos kartoflerne i en stor skål og tilsæt de øvrige ingredienser
  3. Form kartoffelfrikadellerne med en spiseske og din hule hånd og steg dem på en svag/middelvarm pande i smør på begge sider. Frikadellerne skal stege omkring 10min før de er gennemstegte.