Kanelsnegle med overflod af remonce og vaniljeglasur er en perfekt kage til eftermiddagskaffen. De er bløde, saftige og smager som en kanelsnegl skal gøre det.

Opskrift på kanelsnegle med remonce

Kanelsnegle  Kanelsneglekage
Kanelsnegle sat sammen i et cirkulært mønster som en kanelsneglekage er nok noget nær det bedste jeg ved. Hvis det altså ikke er for min bedste opskrift på brownie, der virkelig også har en stor plads i mit hjerte. Begge opskrifter er ihvertfald hamrende gode, og evige succeser. Både når det kommer til voksne, men i særdeleshed også for børn og barnlige sjæle.
En sikker vinder til både børnefødselsdage og kaffe-kage-komsammen er og bliver kanelsneglekage. Jeg vælger, at bage mine hjemmelavede kanelsnegle i en springform eller lille bradepande, som gør kanelsneglene bløde, saftige og meget lækrere end hvis de bliver bagt enkeltvis. Man kan dog også sagtens putte sine rullede kanelsnegle i en muffinsform, og bage dem vha. denne metode i en ovn. Så er de også lige så praktiske at have med på farten, som en kanelsneglekage er det.

Tip: lav en stor portion kanelsnegle

Når man alligevel er igang, så kan man nemt lave en dobbelt portion af kanelsnegle, og fryse dem ned til en anden god gang. På den måde kan man altid have kanelsnegle ved hånden, der blot lige skal lunes et par minutter i microbølgeovnen. Måske kan i høre, at det er hvad vi har gjort mange gange herhjemme!

Jeg håber i kan lide denne opskrift på kanelsneglekage lige så meget som min egen familie har kunnet det.

Kanelsnegle med remonce  Kanelsnegle med glasur

Hjemmelavet kanelsnegle

Læs også gerne: Mormors æbletærteKage med squash og vaniljeBrombærmuffins opskrift og Banankage med chokolade

Kanelsnegle - hjemmelavet kanelsneglekage
 
Forfatter:
 
Ingredienser
  • Ingredienser til ca. 15 kanelsnegle:
Dejen:
  • 100g smør
  • 50g sukker
  • 25g gær
  • 1æg
  • 400g hvedemel
  • 2 dl tempereret mælk
  • (samt æg til pensling)
remoncen:
  • 100g smør
  • 150g brun farin
  • 1 spsk. kanel
Fremgangsmåde
  1. Mælken lunes og gæren opløses heri.
  2. Tilsæt derefter de resterende ingredienser, og ælt dejen sammen til en ensformig masse.
  3. Lad dejen hæve ca. 30min, og del derefter dejen i to dele.
  4. Imens dejen hviler laves remoncen ved, at blødt smør, brunfarin, og kanel blandes sammen. Det er vigtigt at remoncen ikke er flydende.
  5. Rul derefter den ene klump dej ud til en firkant, ca. 30cm*30cm, hvor remoncen smørs på.
  6. Rul dejen til en lang pølse og skær den ud til snegle. Gør det samme med den anden klump dej. Placer kanelsneglene i en springform beklædt med bagepapir, eller bag dem enkeltvis på en bageplade.
  7. Pensl kanelsneglene med æg og bag dem ca. 10min i en 225 grader varm ovn. Velbekomme!