image

Alder er en mærkelig størrelse. Når man er barn gælder det om at være ældst “jeg er 6, 1/3 år gammel”, når man bliver teenager vil man bare gerne blive 18-år, så man har adgang til de smarteste diskoteker, og når man når slut 20-erne, vil man helst ikke tale om, at de 30-år er lige rundt om hjørnet. Og jeg tør slet ikke snakke om, så snart man er rundet de 30-år, hvor hver eneste fødselsdag fejres som et år tættere på rynker og grå hår, og endnu værre når man når de 50-år, hvor døden truer lige rundt om hjørnet (også selvom man kan være heldig og leve 50 år mere).

Jeg er i den alder, hvor jeg hverken frygter eller glæder mig over, at blive et år ældre. Faktisk måtte jeg spørge min kæreste her til morgen, hvor gammel det nu var han var, for så kunne jeg regne ud, at det altså var 24 somre jeg nu har levet. Alder og i den sammenhæng også min fødselsdag er absolut ikke noget jeg spekulerer over. Derimod glæder jeg mig helt vildt til min datters 1 års fødselsdag, som jeg synes er en utrolig stor og begivenhedsrig dag!

Jeg kan dog ikke lade være med at glæde mig over, at jeg ved at være i en forholdsvis ung alder, har uendelig mange leve år sammen med min datter, hvor jeg forhåbentlig også vil opleve hendes børn vokse op. Måske jeg endda kommer til at se dem blive gift og få børn, ligesom min mor og mormor lever i bedste velgående ved min side, og oplever hvordan deres arv lever videre.

Faktisk har jeg netop modtaget en melding om, at netop de to kvinder drager over broen i dag for at besøge mig på min fødselsdag. Jeg regner med, at vi skal spise kage i eftermiddag, og lave lækker mad til aften alle sammen, men inden da skal mit hår have en kærlig behandling hos frisøren.

Ps. Jeg undskylder for regnvejret. Jeg plejer at være sød, og levere solskin og blå himmel på denne dag, men jeg har åbenbart være særlig uartig det sidste års tid.