Vaffelis  Blomsterpige
{Solskins is fra i sommers og min lille elskede blomsterpige af en søster}

Jeg sidder i min sofa pakket ind i min dyne, og mærker mit ene ben brænde af den direkte varme fra radiatoren og det andet krampe, grundet den ubehagelige skrædderstilling jeg har siddet i alt for længe. Hele min krop gør ondt. Jeg mangler søvn, men har alligevel alt for meget cortisol og adrenalin i blodet til at kunne falde til ro. Jeg er en virkelig dårlig udgave af mig selv, og jeg hader at jeg i hver eneste eksamensperiode skal køre min hjerne og krop sådan i sænk.

B har taget en feberramt spilopmager under armen og med til sjælland. Mest af alt for, at jeg kunne få ro i et døgn eller to til at give den en fuld skalle med læsningen, men nok også fordi det er noget så rart at blive serviceret og forkælet af sin mor. Jeg er ihvertfald sikker på, at farmor står med armene i kødgryderne hele weekenden, for at tilfredsstille de to ballademagere på aller bedste vis. Noget der også er rart at vide, når man sender sit feberramte barn afsted. I kan vel nok regne ud, hvor forfærdelig en dårlig samvittighed jeg følte, da jeg vinkede farvel til min rød blussede nougatbaby, der absolut ikke levede op til hendes kaldenavn, men så igen. Jeg skal jo læse. Det er mit arbejde, og et valg jeg selv har taget. Til tider er det hårdt. Til tider er det fantastisk. Lige præcis det emne vil jeg fortælle mere om en anden gang. Jeg kan dog røbe så meget, at der kommer en journalist og fotograf herhjem på søndag, for endnu engang at snakke med mig og min lille familie. Jeg glæder mig til at dele det med jer!

Indtil videre vil jeg blot dele en masse skønne drømme med jer. Ikke store målsætninger for mit liv, karriere og studie, nej blot små drømme jeg ønsker skal gå i opfyldelse, når jeg i næste uge har fået overstået eksaminerne.

Jeg drømmer..

Jeg drømmer om at tage en dag fri med min datter. Helt fri. Også fra bloggen, fra studiet, fra min telefon, min mailboks og mine noter. Jeg drømmer om, at vi tager i svømmehallen. Noget jeg endnu ikke har prøvet med min lille mus. Inden vil vi måske tage på cafe og drikke varmkakao og spise fastelavnsboller. Eller måske vil vi bage dem selv, så vi kan slikke glasuren af dejskraberen, og spise dem varme og hjemmebagte direkte fra ovnen.

Jeg drømmer om forår, kjoler, bare ben, vaffelis i solen og gåture med min mand hånd i hånd. Jeg drømmer om en kærlighedsferie til Paris, som var min gave til ham, da han fyldte 25-år for et par uger siden. Modsat så mange andre “unge par” er vores rejse oplevelser stort set ikke eksisterende, efter at vi er blevet forældre. En naturlig del af livet, men jeg glæder mig nu også til Marts, hvor vi for første gang i mange år, skal på ferie bare ham og jeg. To overnatninger i skønne Paris!

Jeg drømmer om venindehygge med skønne damer på næste søndag, hvor jeg har inviteret dem til frokost og efterfølgende kaffe og kage. Generelt har jeg en del aftaler med familiemedlemmer, venner og veninder der alle er blevet forsømt godt og grundigt de seneste par måneder. Jeg glæder mig til at være i deres selvskab. Snakke om alt og intet, grine og sladre om gamle dage.

Jeg drømmer om rolige morgener, løbeture, torvedage, nye blomster i mine vaser og fuglekvidrer. Og så drømmer jeg om at farve mit hår. Gøre noget nyt ved det, og noget der er en del mere modigt, end jeg plejer at dirigere min frisør til at gøre.

Drømmene og forventningernes glæde til næste uge hvor det hele er overstået, er absolut det, det holder mig oprejst.