Hvorfor jeg frygter for vores familieliv i fremtiden

Jeg har netop købt endnu en kop kaffe med mælk, også kaldet en “cafe latte” som det noget mere populært hedder disse dage. Den er også iført sig et flot mælkemønster på toppen, og serveret på en træstub med en grillet luksuriøs sandwich “on the side”.

Det er faktisk anden dag i træk, at jeg sidder her på nelle’s, og drikker god, men en del dyrere kaffe, end hvad jeg har råd til. Det er dog et helt bevidst valg. Et pludseligt afbræk fra hjemmet, læsesalen og den dårlige automat kaffe fra hospitalet, som jeg har drukket alt for meget af de sidste par måneder. En tidsperioden der på mange måder har været “nem” og befriende, fordi jeg sammen med et par andre skønne piger, har fået lov til at dykke ned og fordybe mig i en bacheloropgave. Men det har også været en periode der har bragt mig tættere på den virkelighed der snart venter forude. For hver eneste dag der går, kommer jeg nemlig tættere på, at være uddannet til at kunne administrere mit absolut drømme arbejde, men samtidig også længere væk fra morgener, aftener og hele weekenden i selskab med min familie.

Jo vist, kan livet som medicinstuderende af og til være opslidende med hårde eksamensperioder, men jeg kan til hver en tid tilrettelægge mit studieliv efter vores familieliv. Jeg kan læse (og arbejde) fra 9-15 hvor spiloppen er i vuggestue, og jeg kan tage bøgerne frem igen, når hun er puttet om aftenen, eller søndag eftermiddag hvor hun sover til middag. Og hvad endnu vigtigere at nævne, er alle de gange om måneden jeg kan have mit barn hjemme pga sygdom uden at have en arbejdsgiver at skulle stå til regnskab for. Det fungerer rigtig godt, men det kommer det højst sandsynligt ikke altid til at gøre. For jeg bliver jo læge en dag!

Det seneste stykke tid har vi smagt på lidt af det, der venter forude. Jeg har haft obligatorisk aftenundervisning, som nogle uger har faldet sammen med tidspunkter hvor B også arbejder. Da alle bedsteforældrene bor på den anden side af bæltet, så har vi været nødsaget til at finde pasning i veninder, veninders søskende, veninders kærester, mødre fra vuggestuen og hvad vi ellers har kunnet få held med. De fleste gange er spiloppen blevet overleveret i trygge, men total ukendte hænder. Hænder, hun ihvertfald aldrig har mødt før. Hvilket i nok kan regne ud, skærer dybt i mit moderhjerte.

Som kommende ny læge ved jeg, at der venter langt mere af netop dette forude. Et liv med skiftende vagter, overarbejde og et erhverv der i høj grad er præget af konkurrence og spidse albuer. Et erhverv der højst sandsynligt kræver at vi skal have enten den ene eller anden form for hjælp i huset, som ikke bare kan hjælpe os med at holde huset nogenlunde rent, men også hente og bringe, samt stå standby når lokummet brænder.

Tanken om KBU-tiden som i gamle dage gik under ordet “turnus”, tør jeg knap nok åbne op for i dette indlæg. Godt nok skal man ikke tage sorgerne på forskud, men jeg bliver samtidig også nødt til at være indstillet på, at jeg kan havne i Åbenrå, på Bornholm eller nordjylland, så langt væk jeg overhovedet kan komme fra min B, min spilopmager og mine kommende krudtugler. Jeg bliver ved med at sige, at jeg ikke vil sætte børn i verden for, at få andre til at passe dem, og alligevel ved jeg, at det højst sandsynligt er hvad der kommer til at ske. Ihvertfald engang i fremtiden. Engang når jeg bliver læge.

..Derfor lukker jeg nu computeren, og kalder den for idag. Klokken er godt nok kun 14.00, men jeg kan jo altid læse et par timer i aften, når spiloppen er puttet og B er nede og træne. Det kan jeg heldigvis i nogle år endnu..

Læs også gerne: Dengang mit barn havde kolik, min datters første kærlighed og Undskyld mit barn