Hummus  Hummus med hvidløg
Hummus er en fantastisk opfindelse fra det mellemøstlige køkken. Det er krydret, smagfuldt, cremet og ikke mindst det ekstra pift der sommetider skal til, for at gøre en simpel hverdags ret, ekstra god.

Hummus til al slags mad

Det er absolut ikke kun til mellemøstlig mad, at vi spiser dippen eller dressingen lavet af de sunde og proteinrige kikærter. Jeg elsker at spise det som pålæg på mit rugbrød, som dip til mine grøntsagsstænger, eller som dressing til kød, salater og madbrød. Derudover kan en traditionel hummus varieres på utrolig mange måder. Jeg tilsætter ofte krydderurter, lidt cayennepeber og hvad jeg ellers lige føler for den pågældende dag, og dét smager godt hver eneste gang.

Det er dog altid vigtigt når man laver hummus, at bruge en god og ikke mindst mild olivenolie. Ellers bliver olien simpelthen alt for fremtrædende i kikærtecremen. Det letteste er nok, at prøve sig frem undervejs. Ligesom der også skal smages til med salt, hvidløg og andre krydderier, alt efter hvor stærk og smagfuld man ønsker sin humus.

Inspiration til mellemøstlige retter: Sund couscoussalat og Den bedste indiske curry

Opskrift på hummus med hvidløg

Hovedingrediensen i humus er som nævnt tidligere de fantastiske små kikærter, der oprindeligt er en plantes frø. Udover de høje mængder af protein, som gør den utrolig god i det vegetariske køkken, så indeholder kikærter også en god portion fibre og ikke mindst vitaminer og mineraler. Hvis man ønsker at gøre sin hummus endnu “sundere” eller ihvertfald kaloriefattigere, så kan man reducere mængden af olivenolie og i stedet tilsætte en smule mere vand. Et andet forslag er, at tilsætte urter eller grøntsager som spinat, der også er utrolig vandholdige, og derfor gør den smagfulde hummus endnu mere cremet uden for meget olie.

Hummus med hvidløg og spidskommen
 
Forfatter:
 
Ingredienser
Til ca. en skål hummus:
  • 1 dåse kikærter
  • 1-2 fed hvidløg
  • 0,5-1dl olivenolie (god og mild olie)
  • Saften fra ½ citron
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • ½ tsk. cayenne peber
  • Smages til med salt
  • evt. 1-2 tsk. tahin
Fremgangsmåde
  1. Hæld vandet fra kikærterne og skyld dem under rindende vand
  2. Blend alle ingredienserne sammen
  3. Tilsæt vand eller olie til den rette konsistens opnåes
  4. Smag til undervejs med salt, krydderier og citron