Der er en risiko ved at elske, og det er, at man kan miste det man elsker. Jeg har aldrig følt mig stærkere end jeg gør, nu hvor jeg er blevet mor. Jeg er en løvemor, der vogter over min datter, som var der rovdyr, der jagede i det fjerne. Men på den anden side af det stærke, det robuste, mærker jeg også en voldsom skrøbelighed, som i enkelte øjeblikke kan vælte mig fuldstændig omkuld. Tanken om at miste mit mest dyrebare, mit hjertebarn er en uudholdelig tanke, og giver mig fysisk ubehag.
Tanken får mig også til, at liste ind på hendes værelse hvor hun sover til middag. Se hendes brystkasse bevæge sig op og ned, og lytte efter hendes tunge åndedrag. Enkelte gange opfanger jeg et smil i hendes søvn, og jeg ryster på hovedet af mig selv over, at jeg kan elske noget så højt, at jeg ikke kan være foruden hende, selv når hun sover.
Frygten for at miste hende er noget, jeg skal leve med resten af livet. Det er en konsekvens af at elske.

Billede 2

Det er en tanke, som jeg deler med de fleste mødre, men på trods af dette, er det et tabubelagt emne, som ingen af os vil konfronteres med. Jeg selv, har berørt tanken i dette indlæg, men endnu ikke skrevet det sort på hvidt. Ordene er for skræmmede, for rædselsfulde, men jeg gør det alligevel: Tænk hvis mit barn døde. Ordene giver mig kvalme, snører sig om min hals, og river mit hjerte i stykker.

Før jeg blev mor troede jeg, at jeg var udødelig. Nu føler jeg et kæmpe ansvar i forhold til mit eget liv, og i forhold til den afhængighed som vokser imellem os. Tanken om at hun skulle miste mig, er næsten lige så uudholdelig. Godt nok vil hun have hendes elskede far. Hendes bedsteforældre. Hendes fastre, onkler, mostre osv. Men hun vil ikke have hendes mor. Og vi to, hende og jeg, er bare noget helt helt særligt. Hun er mit hjertebarn!