image

I dette øjeblik ligger jeg på en al for tynd topmadras inde i et stort rum (hvad der engang skal være vores spisestue), og har ufattelig ondt i hele kroppen. Ved siden af mig ligger spiloppen og tager dybe vejrtrækninger og inde fra, (hvad der engang skal blive vores soveværelse), kan jeg høre B ligge og skære tænder. Det der engang var vores hjem, blev på tre dage pakket ned, flyttet og er nu spredt ud til alle vinde i én langt større og bedre lejlighed. Godt nok er det svært at se dét positive i situationen lige nu, midt i flytterod, papkasser og al for meget take away-spise, men det skal åbenbart være skidt, før det kan blive godt. Og det skal nok blive rigtig godt!

Billedet ovenfor er det aller sidste, jeg tog i den gamle lejlighed. Stedet som dannede rammerne om mit første hjem (uden mine forældre), stedet hvor B og jeg var ungdoms kærester, gik fra hinanden, fandt sammen igen og fik vores første barn. Stedet hvor jeg blev voksen, og hvor de største forandringer og livsomvæltninger er sket, men også stedet hvor jeg har været aller mest lykkelig.

Jeg husker at min mor fortalte, hvordan hun gik og sagde farvel til hvert eneste rum i den gamle, gule herskabs villa hende og min far boede i inden, de gik fra hinanden. Et hjem der havde dannet rammerne om min barndom, og som var det sidste sted jeg boede, med både min mor og min far under samme tag.

Godt nok er det her langt fra samme scenarie, da vi glædeligt flytter til dette nye hjem, og stadig skal leve sammen i vores egen lille trekløver. Men der er dog alligevel noget “sørgmodigt” over, at skulle slutte et kapitel for at begynde et nyt. Og jeg tænker at jeg imorgen skal ud og sige farvel til hvert eneste rum i mit gamle hjem, for at kunne begynde på en ny epoke i vores liv.