Måske er det måden jeg er vokset op på. Dengang i mine forældres hjem. Vores døre var altid åbne for gæster, naboer, nye ansigter, og skæveeksistenser, som på en eller anden måde fik forvildet sig ind i huset, hvor min mor stod klar med varm kaffe, og sødt til ganen. Sådan er min mormor også, måske endda i en endnu højere grad, og sådan var hendes mor formentlig også. Og sådan er jeg..

Vi har ofte gæster, men det er sjældent, at det er de “aftalte middagsselskaber”, som fylder vores kalender ud. Vores gæster kommer forbi efter en bog de skal låne, en kop kaffe, eller måske ringer de bare på, og så tager de aldrig hjem igen. Måske er det fordi jeg laver mad til dem, måske fordi vores samtaler aldrig ender, eller også er det bare sådan, når man besøger os.

Billede 1
Fastalavnsboller til weekendens besøgende..

Min kærestes kultur har nok præget vores tilværelse mere end vi tror. Han og hans familie er gæstfrie udover det sædvanlige. Hvilket man ofte ser i mere syd liggende lande. Når hans familie eller barndomsvenner kommer på besøg en aften, så kan der gå mange dage før de tager hjem igen. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så elsker jeg det!

Denne tilværelse har smittet af på alle vores besøgende ligemeget hvor, deres etniske rødder oprindeligt kommer fra. Og det er derfor blevet en selvfølge, at hvis man skal forbi vores hjem til en kop kaffe en tidlig eftermiddag, så bliver man og spiser aftensmaden med, og tager først hjem, når jeg spørger om man vil sove her, fordi jeg ikke længere kan holde mig oprejst.

Som jeg sidder her (og spiser morgenmaden på billedet) en tidlig formiddag, har jeg absolut intet overskud til gæster, men hvem har det? Det er ofte de uformelle besøg, hvor der står en brugt kaffekop på sofabordet, og sengen stadig ligger uredt, som ender ud i de allermest hyggelige stunder.

Billede
Vi har ingen aftaler denne uge, men jeg kender vores lille familie ret, og ved, at vores hjem nok skal blive fyldt med masser af gæster de næste par dage.