image

Hun var lille, havde meget tør hud og min kæreste syntes, at hun lugtede af jern, men vi elskede hende ved første øjekast. Hver gang hun skulle skiftes, så skreg hun så højt, at hele hospitalet troede, at vi piskede hende. Andre gange var hun mild, og undersøgte os med hendes store brune øjne, der stadig havde et lavt indhold af melanin, og derfor synede blå. Hendes alienformede hovede og fladmaste næse rettede sig hurtigt ud, og da vi nogle dage senere endelig fik lov til at tage hjem, var hendes hud ikke længere præget af gulsot. Hun var perfekt!

Normalt ville man måske huske øjeblikket, hvor man som nybagte forældre kommer hjem fra hospitalet, og viser hjemmet frem for barnet. Jeg husker taxaturen hjem. Jeg husker at vi baksede med autostolen for at få hende spændt fast, og jeg husker, at jeg hele tiden bad taxamanden om at køre langsommere, men jeg husker ikke øjeblikket, hvor vi viste hende vores hjem. I stedet husker jeg en scene, som udspiller sig nogle timer senere. Vidunderet sover, og vi sidder og spiser indisk takeaway, imens vi praler over, hvor nemt det egentlig er, at være forældre. Det var dét måske også på daværende tidspunkt, men det blev hårdt. Det blev rigtig hårdt.

Hun græd altid. Som i græd konstant. Vi svøbte hende, vuggede hende, sad på en gymnastikbold, sang salmer, gamle viser og rap-numre, men meget lidt virkede på hendes utrøstelige gråd. Nogle aftner gik jeg rundt ude på badeværelset med hende. Der var mørkt, vaskemaskinen larmede kontinuerligt, og nogle gange var det det eneste, der virkede. En enkelt nat faldt jeg også i søvn derude med hende i min favn.

Jeg ammede meget. Nærværet hjalp på hendes gråd, men to uger efter fødslen udviklede jeg en byld af betændelse i mit venstre bryst. Jeg lå med feber og influenza-symptomer de næste 14 dage, fik tonsvis af stærk penicilin, og slap med nød og næppe for en operation, der ellers skulle have fjernet bylden kirurgisk. Derefter gik min datter i ammestrejke. Jeg anede ikke, at der fandtes en sådan ting, før jeg selv oplevede det. Ammes ville hun bare ikke, og hun skreg i den periode endnu højere, end hun plejede. Jeg læste alt hvad der fandtes af litteratur omkring amning, og det endte med efter mange dages kamp, at jeg fuldammede igen. Det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at læse til eksamen. Jeg læste om natten når hun sov, så jeg ikke gik glip af tiden sammen med hende om dagen.

Den skriftlige eksamen tog mange timer, og jeg blev nødt til, at malke ud undervejs, så mine bryster ikke ville springe. Jeg havde ikke fået tilladelse til at tage en håndpumpe med til eksamen, så jeg blev nødt til at sprøjte mælk ud i toilettet med mine bare hænder. Noget som er virkelig svært, når man ikke er en trænet udmalker. Hele scenariet er ekstremt komisk at tænke tilbage på, men vigtigst er, at eksamen efterfølgende var overstået.

Derefter sagde min kæreste stop. Han slog hånden i bordet, og sagde dét højt, som jeg selv allerede tænkte. “Enten tager du barsel, eller også gør jeg”. Fra den dag af, har jeg ikke åbnet en medicinsk bog. Jeg er 100% husmor, og er lige nu på barsel på “ubestemt tid”. Måske jeg begynder at læse igen efter jul, måske til sommer, eller måske midt imellem. For første gang i mit liv, vil jeg lade være med at planlægge næste skridt.

Jeg nyder at have min datter som omdrejningspunkt. Hun kan stadig være en hidsigprop, men hun er også den største charmør, som kan smile så stort, at næsen rynker. Jeg elsker det. Og jeg elsker at vågne til hendes pludren om morgenen, imens hun hiver mig i kinderne for at vække mig. Hun er uden tvivl det bedste, der er hændt mig.