D. 23. maj 2015 kl. 13.00 falder der en vandballon ned i sofaen. Det var ihvertfald sådan det føltes. Vandet var gået, og 21 timer efter blev jeg mor – 2 uger før termin.
Vi prisede vandballonen velkommen, og ringede derefter til en nær ven, som skulle køre os til hospitalet. Jeg havde længe lagt vægt på, at absolut ingen skulle vide, når min fødsel var gået igang. Simpelthen fordi jeg ville have 100% fokus på den opgave, der lå foran mig – at føde en baby. Desværre havde vores kære ven glemt denne detaljer, og sender en ægte hyldest snap til hele vores omgangskreds, der indeholder en dans og glædelige udråb omkring min fødsel, der nu er gået igang. Jeg opdager den uheldige hændelse ved, at min telefon bliver totalspammet i de efterfølgende minutter, og hele verdens øjne hviler på mig. Det var ihvertfald sådan det føltes.

Billede 3

Vi blev desværre sendt hjem igen fra hospitalet, da jeg kun havde udvidet mig en sølle cm, og timerne blev derefter brugt på skiftevis sofaen og i badet. Jeg havde det mildest talt elendigt, og min kæreste var den mest irriterende, snakkende, og påtrængende mand, som hele tiden skulle røre ved mig. Ja, jeg udviklede mig til et kvindemonster, jeg slet ikke havde regnet med fandtes i mig, men en hver stimuli, mine sanser registrerede, gjorde de smertefulde veer langt værre. Mine øjne var derfor lukkede de næste 20 timer. Ingen måtte røre ved mig, jeg hørte ikke efter, og jeg sagde kun ordene, “tørstig, varm, epidural”.

Nogle timer var gået i hjemmet, og jeg kunne mærke at fødslen pludselig skred alt for hurtigt frem. Vi kastede os derfor ind i en taxa, hvor jeg mødte en endnu mere irriterende mand end min kæreste. Han snakkede alt for meget, og kørte alt for langsomt. Endnu engang mødte jeg mit kvindemonster, men jeg beherskede mig, og prøvede at lyde interesseret i hans historier om dengang hans 3 børn kom til verden. Så kan man tale om dårlig situationsfornemmelse!
Vi ankom til hospitalet, og jeg blev taget imod af et engegeret og kompetent team, som gav mig den bedste fødsel-oplevelse trods alverdens komplikationer. Jeg nåede på det sidste døgn, at udvikle svangerskabsforgiftning, men min datter kom til verden sund og rask, vha. en naturlig fødsel, og jeg havde en rigtig god oplevelse.

Øjeblikket hvor man ser sit barn for første gang, glemmer man aldrig. Selvom min datter var slimet, havde et alienformet hovede, og lod den første afføring falde i sekundet, hun blev kastet op på min mave, så var hun det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Jeg nåede at kigge på min kæreste og tænke, at vi i dette øjeblik havde skabt en familie. De efterfølgende tanker blev øjeblikkelig afbrudt af 3 timers skrig og skrål fra min lille nyfødte baby, og hendes kolik tid var atter begyndt!
Det næste jeg husker er, at jeg bliver placeret i en kørestol med min datter svøbt i mine arme, og derefter transporteret fra den ene ende af hospitalet til den anden, hvor min kæreste og jeg skulle tilbringe de næste par dage. Jeg husker, at jeg var både skrækslagen for, at skulle tabe min lille skrøbelige baby ud af favnen, men også for at skulle støde ind i mine medstuderende, som var til forelæsning klods op af fødegangen. Tanken om at skulle smalltalk på gangen, imens man sidder i en kørestol med sin nyfødte baby i armene, og lige har været igennem 24timers smertehelvede, var en uudholdelig tanke.

Heldigvis slap jeg helskindet gennem kørestol-transporten, og vi blev herefter indlogeret på et udsøgt 5-stjernet patienthotel. Derefter begyndte folkevandringen over bæltet, og vi havde på 1,5 døgn besøg af 24 familiemedlemmer, der kom for at beundre verdens 8. vidunder. Set i bagklogskabets klare lys, skulle vi nok have født i stilhed, men hyggeligt var det med besøgende.
Det næste jeg husker fra patienthotellet er, at jeg sidder i en lænestol med min nyfødte baby suget fast til brystet. Et bryst som havde ændret sig fra et ungpigebryst til en udspændt Dolly Parton barm. Hormonerne flyder i mine årer, og jeg mærker for første gang den ubeskrivelig tilknytning, som man føler til sin nyfødte baby. Jeg havde på daværende tidspunkt ondt af mig selv, da jeg havde ammet for 5. gang den nat. Jeg ved nu, at det skulle blive langt værre..

Fortsættelse følger..