Jeg er netop vendt hjem for den hidtil koldeste cykeltur i meget lang tid. Heldigvis havde jeg fundet spilloppens flyverdragt frem fra kælderen igår eftermiddags, så hun var tæt pakket ind i dun, pels, og plys da hun sad bag på min cykel på vej ned til vuggestuen. Problemet var dog, at selen til cykelsadlen langt fra var lang nok længere, nu hvor at spilloppen havde fået en kæmpe flyverdragt på, og jeg stod derfor og baksede med den dumme sele i hundrede år og en sommer, indtil det dog til sidst lykkedes, og barnet var blevet godt muggen.

image

– Det undrer mig hvordan man egentlig løsner og strammer sådan en sele. Jeg har endnu ikke fundet ud af det, og at dét alligevel lykkedes, var mere held end forstand.

– Det undrer mig om det egentlig er “ulovligt”, at tage sådan et billede som ovenstående, hvor nogle flotte huse, en lille kirke, en blå himmel og en gammel bil er motivet? Jeg blev ihvertfald råbt af ud fra et vindue fra 3. sal på den modsatte side af vejen. Ordene var nogle grimme gloser, som jeg ikke ønsker at nævne på bloggen her, men budskabet kan jeg nemt formidle videre. Den højtråbende kvinde syntes nemlig, at det var ulovligt, perverst og krænkende at jeg stod der midt på den stille gade, og beundrede de smukke grå og blå farver. Er det det? Jeg vil selv mene, at så længe man ikke peger et kamera direkte mod et individ, så har man lov til, at tage sådanne billeder.

– Det undrer mig om det er for “over-killed” at give kalendergaver til et barn, der til jul er 18 måneder gammel. Hun har nemlig fået den fineste røde og hyggelige nissesok fra hendes mormor købt hjem fra en ferie i Berlin. Jeg er selv vokset op med en lille pakke i julesokken hver eneste morgen hele december måned, og har i den grad i sinde, at føre traditionen videre. Men er det for tidligt? Og hvis i ikke synes, har i så nogle gode ideer til, hvad man kan købe af bitte små nissegaver til sådan en bitte størrelse?

– Det undrer mig at jeg faktisk skriver om julen allerede. Jeg er stærk tilhænger af, at vi ikke pynter op, synger eller bager til julen, før det er 1. advent.

– Det undrer mig at det alligevel berører mig så meget, at skulle tage afsked med min mormor og morfars hjem. De har nemlig valgt at sælge deres hus, et hus de har boet i i over 50 år, og som har været det, der for mig kan kaldes et barndomshjem. Som skilsmissebarn havde jeg ikke samme tilknytning til et hjem, som så mange andre kan have, fordi vi flyttede rundt så ofte, men mine bedsteforældres hus stod mig meget nær. Det er derfor en smule vemodigt, at skulle tage afsked med et sådan hjem, hvor jeg nærmest er vokset op i, holdt ferier i, weekender i, højtider i og tilbragt min tid om eftermiddagen efter børnehave og skole. Vemodigt er det altså.

– Det undrer mig at jeg stadig ikke er hel god til, at opdatere min snapchat endnu. Jeg er dog blevet langt bedre, og husk at følg mig på: mariavest.blog

– Det undrer mig hvor meget jeg glæder mig til at vise jer min nye blog. Planen er, at den ryger i luften d. 7. november, og det er efter 3,5 måneds hårdt arbejde, hvor jeg tror mit marketingfirma har groet en del grå hår pga. af mig. Der er ihvertfald ikke en grafisk detalje, billede, punktum eller figur som jeg ikke har været indeover og ændret frem og tilbage. Jeg håber i bliver lige så glade for bloggen, som jeg allerede er. Den bliver langt mere brugervenlig, flottere, hyggeligere og uden de mange reklamer. Det bliver så godt!