IMG_4007Det ramte mig som lynet fra en klar himmel. Det borede sig ind, skabte kaos, og gjorde ufattelig ondt. Lidt ligesom en sten i hjertet.

Jeg havde ellers glemt tiden, og ikke set, at dagene var blevet længere og nætterne kortere. At forårsblomsterne længe har prydet grøfter og vejkanter, og teenagerne går uden jakker, selvom jeg stadig går rundt i min vinterfrakke og uld halstørklæde.

Jeg opdagede det, fordi jeg blev gjort opmærksom på det. Vi var alle samlet – den gamle vennegruppe fra medicinstudiet. Vi spiste hjemmebag, og drak en masse kopper kaffe i en fødselsdagsanledning. Og selvom det langt fra var en stresset, og langtrukket eksamenssituation, så fik jeg pludselig de følelser, som man får, lige inden eksamensvagterne deler opgavesættet ud, kigger på uret, og siger “held og lykke”.

Mit hjerte hamrede derud af, da det gik op for mig, at jeg skal begynde i skole igen.

Det er egentlig fantastisk, for jeg glæder mig ufattelig meget til at dyrke mit studie, som jeg virkelig elsker, men for at jeg kan det, så er der andre, der må passe min datter imens. Andre mennesker som skal give hende mad, putte hende til lur, og trøste hende, når hun står på hovedet i sandkassen. Fremmede mennesker, som slet ikke kender min datter, og som ikke elsker hende, som jeg gør.

Pludselig spørger jeg mig selv, hvorfor det egentlig er, at vi overhovedet får børn, når vi lader andre passe dem? Og hvad mon pædagogernes børn siger til, at de bliver afleveret i en institution for, at deres mor kan tage på arbejde og passe andre børn.

Jeg har længe vidst, at min datter skulle begynde i vuggestue 1. april, men det kan umuligt allerede være nu? Hvornår er det blevet forår, og hvornår er min datter blevet så stor? Og er hun overhovedet stor nok til at undvære sin mor?