Museet – Den Fynske Landsby
Dengang jeg var en lille pige, besøgte jeg Den fynske landsby sammen med min faster. Jeg er opvokset i Sorø på sjælland, og når jeg havde sommerferie, så tog jeg en uge på ferie hos min faster og onkel på Fyn. Noget som vi altid besøgte var Den Fynske Landsby, hvor vi typisk hørte koncerter eller så teater. Helt fantastiske barndomsminder at huske tilbage på. Forestillingerne kan stadig ses hver eneste sommer, og det er absolut noget, som jeg glæder mig til at opleve med mine børn.
Læs også gerne: Madpakke boller til turen
Besøg hos den fynske landsby
Selve landsbyen har vi dog været i en del gange efterhånden. Det er særligt bondegårdens dyr, der er trækplastret for børnene. Vi klapper hestene, snakker med grisene og besøger hønsene, der ind i mellem går frit rundt omkring sammen med gæs og andet fjerkræ.
Ofte står der gratis trækvogne, hvor man kan trække de mindste, madpakken og jakkerne rundt i, men klapvogn fungerer også ganske fint. Den Fynske Landsby i sig selv er dog ret stor, så hvis man har små børn med, så kan det anbefales netop at have noget at kunne transportere dem rundt i.
Området illustrerer fuldstændig, hvordan en gammel landsby fra H. C. Andersens tid (omkring 1800-tallet), ville have set ud. Der er bondehuse, stalde, købmænd og værksteder, og på stierne og i husene færdes udklædte mennesker, som var det i den tid vi befandt os. Bondekoner, smede, børn, hestevogne mm. Fuldstændig som at træde ind i et H. C. Andersen univers.
Landsbyen midt i Odense
Det er helt fantastisk, at man kan finde sådan en perle med bondgårds dyr, marker og bindingsværkhuse ret tæt på Odense centrum. Vi har selv af flere omgange købt årskort til Den Fynske Landsby, for at bruge det levende museum som en gentagende aktivitet i weekenderne.
Læs også gerne: Brownie til skovturen
Hestevogns kørsel og medbragte madpakker
Vi havde medbragt madpakker forrige gang vi besøgte museet. Maden spiste vi på en lille bænk, og ventede samtidig på at hestevognen kom forbi og samlede os op. En tur der helt klart kan anbefales. Vi fik set hele Den Fynske Landsby imens hestene trak os rundt blandt skæve bindingsværks huse, stråtækte tage og smuk natur.
På det tidspunkt hvor vi besøgte Den Fynske Landsby, foregik der ingen arrangementer, men det gjorde absolut heller ikke noget. Vores børn er stadig små, og selve historien som landsbyen fortalte, var nok i sig selv. Jeg planlægger dog, at vi skal opleve meget mere til landsbyen i fremtiden. Både når det kommer til deres koncerter, teaterforestillinger og markeder.