imageDe fleste kender det nok. Ihvertfald dem der selv er mødre (eller fædre). Man har gået, idet der nogengange har føltes som evigheder, og passet og plejet sin lille baby. Somme tider har man drømt om livet på den anden side af barselsboblen, men alligevel har man ikke helt kunne forestille sig, hvordan det egentlig er, at vende tilbage.

Jeg er ved at vende tilbage. Det er ihvertfald hvad, der står på papiret. For jeg burde være begyndt et liv med forelæsninger og sort kaffe, men bruger stadig det meste af dagstimerne på, at få min datter kørt ordentlig ind i vuggestuen.

I dag lykkedes det dog!

Jeg afleverede hende med henblik på, at jeg først skulle hente hende igen 3-4 timer senere, fordi hun i dag skulle prøve at sove lur dernede. Det vil sige, jeg havde en evighed i “en mors øjne”, til at få styr på hjemmet, handlet ind, planlagt blog-indlæg, og få læst 10.000 siders pensum. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så meget tid til mig selv!?

Men jeg lavede ABSOLUT ingenting, i al den tid jeg var alene.

Jeg var fuldstændig låst fast, og sad med telefonen ved siden af mig, hvor lyden var skruet op på sit maksimale niveau, så jeg var klar til at springe op, når pædagogerne ringede efter mig. Jeg fik ikke en brøkdel ud af den enorme mængde tid, som jeg så mange gange har længdes efter, og mit hjerte galopperede alt for hurtigt til, at jeg kunne få hvilet mig, og være klar den sædvanlige urolige nat.

Jeg savnede hende bare alt for meget til, at kunne koncentrere mig om noget som helst andet, end mit savn til hende. Forhåbentlig bliver dagen imorgen af en anden størrelse, og forhåbentlig vil jeg med tiden vende mig til at savne hende.