BrownieBrownie med nødder
Brownie er min absolut yndlings kage med chokolade, og jeg vil til hver en tid, vælge en brownie frem for en almindelig chokolade- eller kakao kage. Som skrevet i overskriften, så er denne brownie en chokoladedrøm, der kan få en hver kop kaffe til at nå helt nye højder. Udover en varm kop kaffe, og godt selskab selvfølgelig, så synes jeg især brownie smager godt, med en portion kold vanilje is til. Den helt milde og søde vaniljeis spiller bare rigtig godt sammen med denne tunge chokolade bombe, som denne brownie er.

Brownie med nødder

Meget ofte hakker jeg valnødder eller hasselnødder og kommer i dejen til min browniekage. Det kan virkelig også anbefales, og giver lidt ekstra bid og struktur til brownien. Da min lille datter skulle have lov til at smage kagen også, valgte jeg denne gang ikke at putte hakkede nødder i browniedejen. Hun har nemlig stadigvæk for få tænder til, at kunne tygge de lækre nøddekerner, som dejen normalt indeholder. Brownien bliver dog ikke mindre god af det, og min lille pige godkendte så sandelig chokoladedrømmen ved første smagsprøve. Generelt er det også en fejltagelse at tro, at børn ikke kan lide kager, bagværk og andet dessert med god mørk chokolade. Jeg bruger altid 50% chokolade, og børn er altid henrykte over smagen.

Da jeg var yngre og stadig boede hjemme hos mine forældre i Sorø, så lavede jeg ofte brownie af chokolade fra Valrhona chokolade, fra den lokale kaffebar i byen. Efter at jeg er flyttet til Odense, så har jeg dog lavet denne opskrift på brownie utrolig mange gange før, med blot almindelig mørk chokolade fra supermarkedet. Du kan evt selv prøve, om du synes man kan smage forskel på chokoladekvaliteten i kagen.

Opskrift på brownie

Læs også gerne: Den nemmeste æbletærteSquashkage med vaniljeHindbærmuffins og Fastelavnsboller med creme

Det er absolut ikke svært at bage brownie selv, men det kræver at man holder godt øje med sin brownie, og jævnligt tjekker til den under bagetiden. Jeg kan personligt godt lide, at min brownie er en lille smule mere til den snaskede side (end tørre) og 30min bagetid, passer helt perfekt til min smag. Brownien vil dog altid være en smule våd hvis den stadig er varm og nybagt, hvorfor den skal stå og køle ned inden servering.

Brownie - opskrift på en chokoladedrøm
 
Forfatter:
 
Ingredienser
  • 250g smør
  • 200g chokolade (50%)
  • 275g sukker
  • 4 spsk. kakao
  • 4 æg
  • 200g mel
Fremgangsmåde
  1. I en gryde smeltes smør med chokolade.
  2. Køl chokolade og smør blandningen ned.
  3. I en skål tilsættes æg og sukker.
  4. Pisk det til en luftig og skummende æggemasse.
  5. Vend forsigtigt først kakao og dernæst mel i æggemassen.
  6. Vend dernæst forsigtigt den afkølede chokolade- og smør blanding i dejen, og bliv ved med at vend rundt til dejen bliver ensformig.
  7. I et firkantet eller rundt fad/springform (ca. 20x30cm) der enten er beklædt med bagepapir eller er smurt med smør, hældes browniedejen i.
  8. Bag brownien midt i ovnen ved ca. 175graders varmluft i ca. 25-35min.
  9. Det er vigtigt at du tjekker jævntligt til kagen, da alle ovne varmer forskelligt.
  10. Når kagen er færdig bagt tages den ud af ovnen, hvorefter den køles ned. Kagen skal stadig være en smule "våd" i konsistensen når den tages ud af ovnen. Når den efterfølgende køles ned, så bliver den mere fast. Skær den derefter ud i små stykker og server evt din brownie med en god vaniljeis til.