Jeg kan simpelthen ikke begribe, at jeg nu skal til at skrive dette indlæg. At det er to år siden at jeg midt i mit barselskaos med absolut ingen nattesøvn og et skrigende spædbarn, valgte at udgive mit aller første blogindlæg. Jeg giver mig selv den aller største tak for det; For hvor er jeg dog lykkelig for, at jeg turde tage springet, selvom det krævede et massivt tilløb og opbakning fra især B, før jeg gjorde det. Uden ham havde jeg simpelthen aldrig turde sætte mig selv “derud”, og tro på, at jeg var god nok til, ikke bare at skrive for mig selv, men også for andre. Og selvom sætningen “hvem tror du, egentlig du er?” blev spillet som et hæsblæsende symfoniorkester mere end bare dagligt dengang, så prøvede jeg at spidse de der fløjlsbløde albuer lavet af gummi, og lærte med tiden, at være ligeglad med, hvad andre folk tænkte.
Nu, to år efter tror jeg, at de fleste inklusiv mig selv, finder dét som det allermest naturlige i verden, at jeg blogger. Det er blevet en del af den jeg er, og den livsstil jeg har valgte at leve; At dele daglig inspiration fra mit hjem, mit køkken og mine tanker med over 100.000 forskellige (kvinder, især) hver eneste måned.
Hvad skal der ske i fremtiden?
Jeg synes stadig, at blogverdenen kan være svær at navigere rundt i, også selvom jeg efterhånden er blevet en gammel kending i det her ellers nye fag. Jeg vil meget mere, og føler også, at jeg har langt mere i mig, end det jeg viser lige nu. Alt er en proces, og med tiden håber jeg, at jeg tør at implementere og udvikle min blog til netop det jeg drømmer om. Det hele handler om mod, og så de der fløjlsbløde albuer, der til tider stadig trænger til at blive spidset lidt til.
Jeg vil dog enormt gerne høre, om der er nogle af jer derude bag skærmen, som har gode ideer til bloggens fremtid. Noget i ønsker at se mere eller mindre til f.eks?
1 kommentar til “Bloggens to års fødselsdag”
Tillykke!
Jeg har først for nylig fundet dit fine univers, men jeg vil gerne blive hængende 🙂
Jeg kan godt lide, når du deler ud af dine tanker om moderskabet og tør være ærlig om fordele, ulemper og de hårde sider.
Og så bliver jeg også inspireret af din dejlige mad!