Hvornår er det egentlig bedst, at få barn nummer to?

Graviditet og dårlig samvittighed  Sommer roser

At få barn nummer to

Et spørgsmål jeg ofte selv har stillet, diskuteret og læst om i diverse avisartikler gennem tiden. Faktisk har jeg prøvet at dykke ned i litteraturen, og undersøgt forskningen for at se, hvad der overhovedet er publiceret omkring emnet. Og hvad jeg kan komme frem til er, at alle de kloge hoveder der sidder derude, og har læst sig til uanede af viden på dette område, er komplet uenige om, hvornår det er bedst, at få barn nummer to. Så jeg er aldrig blevet klogere..

Nu sidder jeg så her. Med en ret så rund mave efterhånden, og utrolig meget fosteraktivitet inde bag den trygge livmoder i uge 25 (eller er det 26?), og der er absolut ingen vej tilbage. Ikke fordi jeg overhovedet ønsker det. Faktisk så knus elsker jeg allerede den lille baby, som holder mig vågen om natten og gør, at jeg skal tisse alt for ofte end hvad min irritation kan holde til. Sådan havde jeg det absolut ikke med min første fødte. Som i nok ved, hvis i har læst med herinde længe. Der var det ikke en kærlighed som opstod ved fødslen, men noget som voksede sig stort, kæmpe stort, med tiden. Men med blop (som jeg stadig kalder mit ufødte barn), der føler jeg virkelig en kæmpe tilknytning allerede.

Den dårlige samvittighed med barn nummer to

Og BANG, så rammer den dårlige samvittighed mig på ny. For hvordan dælen skal det gå, når mit ottende vidunder lige pludselig ikke længere er mit (og hendes far’s) centrum? Måske i kan høre en smule ironi i mine ord. For selvfølgelig ved jeg, at en søskende er den største gave, man kan give sit barn, og at min lille spilopmager nok blot bliver et bedre og mere rummeligt menneske af at dele hendes forældre med et andet lille individ – en søster eller en bror. Men så alligevel ikke.. For hun er bare så lille bitte stadigvæk. Så afhænger af os og så trygheds søgende at jeg endnu engang får dårlig samvittighed over, at vi skal have barn nummer to. For hun fortjener jo vores fulde opmærksomhed?

Det er følelser. Det er irrationelt og pokkers utilregneligt. Det rammer når man ligger med hovedet på hovedpuden en træt og mørk aften. Og det gør ondt.

Det er med sådanne følelser i maven at jeg tænker, at måske havde de psykologer, der mente at fire år eller seks års alders forskel, ret. Måske skulle vi have ventet, eller måske er det helt rigtigt det vi gør. Eller måske er der bare intet svar, til dette ofte stillede spørgsmål.. “hvornår er det bedst at få barn nummer to?”

Læs også gerne: Da mit barn havde kolik og Praktisk liste til vuggestue begyndelse