Bamseboller  Hvedeboller
Bamseboller eller blot helt almindelige hvedeboller er noget der kan serveres til enhver lejlighed. Både som fødselsdagsboller, morgenmadsboller, eftermiddagsboller eller som en gnavebolle i en madpakke. Bløde bamseboller vil altid være et hit!

Bamseboller også kaldet mormorboller

Jeg er vokset op med min mormor, som altid har stået mig meget nær, og stadig den dag i dag gør det! Mange timer har jeg brugt i hendes hjem sammen med mine jævnaldrende kusiner, og det meste af tiden stod vi i køkkenet, med hver vores forklæde, grydeske og bolledej. Det var af min mormor, jeg lærte at lave en opbagt sovs, folde servietter og bage vaniljekranse. Det var hende som lærte mig, at man aldrig skal bruge al melet, der står i bolledej opskriften for så får man tunge og tørre kanonkugler, og hvis man tager en skefuld af andefedtet over i den hjemmelavede rødkål juleaften, så smager det himmelsk. Det er også min mormor jeg ringer til, når jeg engang imellem møder udfordringer i køkkenet, og har brug for et husmor råd eller to. Heldigvis har jeg en ung mormor, så min datter vil også vokse op med en fantastisk oldemor!

Ligesom så mange andre bedstemødre, så laver min mormor også det bedste hjemmebag, og her er hendes hvedeboller ingen undtagelse. I mit barndomshjem er de altid gået under navnet mormorboller eller bamseboller. Og min mormor sørger altid for, selv den dag idag, at brødskuffen hjemme hos mine forældre, indeholder hendes nybagte hvedeboller et par gange om ugen.

Opskrift på bløde bamseboller

Læs også gerne: Boller med havregrynSunde morgenbollerGulerodsboller og Boller med müsli

Jeg har fået lokket hendes dyrebare opskrift på bamseboller (også kaldet hvedeboller) ud af hende, så jeg kan dele den med jer her på bloggen. Hvide hvedeboller med smør er pragtfuldt!

Bamseboller - de bedste hvedeboller
 
Forfatter:
 
Ingredienser
  • 3 dl lunken mælk
  • 25g gær
  • 100g margarine/smør
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk kardemomme
  • 500g hvedemel
  • sammenpiske æg til pensling
Fremgangsmåde
  1. Varm mælken til den er lunken, og opløs gæren heri.
  2. Tilsæt sukker og salt og rør rundt i skålen.
  3. Varm gerne smør en smule og opløs det i mælken så godt som muligt.
  4. Tilsæt mel lidt af gangen, imens du rører rundt i skålen så længe det kan lade sig gøre. Gem lidt af melet.
  5. Ælt dejen godt igennem til den er smidig og glat.
  6. Lad dejen hæve et lunt sted med et klæde over skålen i ca. 45min.
  7. Form hvedebollerne og lad dem hæve yderligere 15min.
  8. Pensl bamsebollerne med æg og bag dem ved 200graders varme i ca. 12-15min.